Kvæðasavn

Sigmund Brestesøns vise

Onnur heiti:
Sigmunds vise
Blandt hedenolds de Nordens gjæve helte
Blandt hedenolds, blandt Nordens gæve helte

Uppskrift: NK 20, 1, pp. 169-173.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Blandt hedenolds, blandt Nordens gæve helte
og Sigmund var, den ædle Færømand.
:/: Af alle dem, som spændte sværd i bælte,
i kampen var ingen djærvere end han. :/:

2. Ved mangt et tog hans navn berømt var blevet,
fra Holmegård til Maurens fjerne kyst.
Hvert fjendtligt sejl af havet var fordrevet,
Hvo vovede mod ham mer end en dyst!

3. Så kæmped han for Norges gavn og hæder,
for Hakon jarl og kække Trygvason.
Og varig ros ham mangen dåd bereder;
selv højen visdom han forkynder dem.

4. Men Sigmund var ej blot den hårde kriger,
han elsked dyd og kendte ædelmod,
den trofasthed, som løfter aldrig sviger,
og skuffed ej, hvo sig derpå forlod.

5. Thi til hans pris skal sangen endnu lyde.
Slig hædersmand at glemme var jo skam!
End landsmænd sig ved heltens id skal fryde
og føle ædel drift at ligne ham.

6. »Min Sigmund, du et ledingstog må gøre
i Vesterhav, du finder Harald der.
Hans hoved mig du skal derfra tilføre.
Jeg ham fordrev, og han min fjende er!«

7. Så taled Hakon jarl, og straks tilrede
Sigmund da med snekker lægger ud:
»Ved Bretlands kyst jeg Harald vil oplede,
og hver en stavn bær' dødens sendebud!«

8. Med frejdigt mod de bølgen længe pløje,
til fyrig kamp de hvæsse spyd og sværd.
For kække mænd må lykken sig vel føje:
»Nu gælder det, thi nu er Harald her!«

9. I skibetal hans overmagt de skue,
dog uforsagt de med ham binde an;
thi mænd som de for tallet aldrig grue,
hvor Sigmund kæmper, ingen frygte kan!

10. Alt klirre sværd, og spyd for stavne hvine,
og fasten hjelm og brynje kløvet blev.
Hvor kæmpe faldt, en anden straks fremtrined,
mens mangt et blodigt skjold i havet drev.

11. Men Sigmunds mænd forgæves kræfter spildte,
den strid stod på fra dagens første gry.
End kæmped de, da mørket dem adskilte,
men ingen vil sig give eller fly.

12. Til kamp på ny om natten de sig øved.
Men Harald nu med Sigmund tale vil:
»Alt nok vi har hinandens manddom prøvet,
fostbroderskab jeg dig nu byder til!

13. Den tapre kun dit venskab du kan unde.
Vor fælles kraft ei nogen skal modstå.«
»Ja, Sigmund, du,« så råbte alle munde,
»fostbroderskab med Harald må indgå!«

14. »Nok blod er spildt,« så hørtes Sigmund sige,
»dog her vor strid kan ikke være endt.
Jarl Hakons bud jeg kan og bør ej svige,
af ham jeg om dit hoved er udsendt.«

15. »At Sigmund, du, så god en mand, vil være
i Hakons sold, jeg ikke fatte kan;
thi ond er han!« - »Ja, Harald, derom ere
vi to ej enige. Jeg er hans mand.

16. Dog vi har gjort, hvad kække mænd kan gøre;
så mangen stolt og tapper kriger faldt,
som kraftigt sværd for Norge kunne føre,
og værne landefred der, hvor det gjaldt.

17. Vil avinds skjold mod Norge du ej bære,
og nu med mig til Hakon følge hen,
tryg ved mit ord som Dovre du skal være!
Så kast dit værge, kom, jeg er din ven!«

18. »Skønt, Sigmund, jeg mig lidet godt kan vente
af Hakon, som min svorne fjende er,
og for mit liv at tage dig udsendte;
dog, på dit ord, jeg dig vil følge der.«

19. Forlig og fred nu svore de, og glade
de vinde sejl i rå for favren vind.
Ved Norges skær de anker falde lade,
i Stenvogs havn de fælles lægge ind.

20. »Du, Harald, her med dine mænd du blive.
Til jarlens gård jeg hastig rider hen,
beretning ham om alting jeg må give.
Som ærlig mand du ser mig her igen.«

21. Han kommer, og ham Hakon lader byde,
for breden bord han sig indstille skal.
»Vor Sigmunds held os alle vel må fryde!«
så råbes over alt i jarlens hal.

22. »Fra ledingsfærd velkommen hid tilbage!
Tag sædet dit hos mine bedste mænd!
Udhvil dig her, lad øl og mjød dig smage,
du ven, som altid bringer sejeren hjem!«

23. »Nej, herre! jeg dit øl og mjød ej smager,
før om mit tog jeg dig berettet har,
og før jeg ved, hvordan det dig behager,
hvad jeg har tro't for mig at gøre var.

24. I halve døgn med Harald vi os prøved;
han bad om fred, og jeg ham den tilstod.
Du ham fordrev. Af harm og trang han røved'.
Hans arm dig gavne kan, men ej hans blod.«

25. »Ved Horgabrud!« så hørtes Hakon sværge,
Thi vred han var. »Nej, Sigmund! det var slemt,
du aldrig før har ilde brugt dit værge,
men denne gang din pligt du har forglemt!«

26. »Min troskab dig at holde, jeg formå'de
hos Harald, at med mig han ville gå.
Du herre! ham for Sigmunds skyld benåde.
Ham også jeg mit løfte holde må.

27. Tag alt mit gods, og ham sin fred du unde!« -
- »Nej!« Hakon fnøs, det lød i højen hal;
»dø, dø skal han!« - »Nej, herre! ingenlunde!
Jeg fred ham svor, og fred han have skal.

28. Med kraftig arm jeg Harald skal forsvare,
så længe som mit gode sværd formår.
Ej gøs jeg før for trussel eller fare,
jeg er din mand ej mer. Farvel! jeg går.«

29. De hofmænd alt for Sigmunds skæbne grue.
Ej vanked godt, når Hakon han var gram!
Men tankefuld ses jarlen nu at skue
på helten ned, og tavs beundre ham.

30. »Bliv, Sigmund, her! din troskab jeg miskendte,
som for dit ord selv livet giver hen!
Før Harald hid. Alt godt af mig han vente,
min fred han har, og tryg han er ved den!«

31. Til Harald hen nu Sigmund ses at ile,
og hånd i hånd de gå for Hakon ind.
En føje tid ved hoffet de udhvile;
Og Harald sejled bort med første vind.

32. O Færø-mand, glem ej din Sigmunds minde,
hans trofasthed, hans ædle heltemod,
tænk, at hans blod i dine årer rinde.
Et hædersminde han sig efterlod.

(c) Dansifelagið í Havn