De apokryfiske Skrifter - Tilføjelse A til Daniels bog: Susanna (foran Daniel, 1)

Susanna anklages og dømmes

v1  I Babylon boede der en mand, som hed Jojakim. v2  Han giftede sig med en kvinde, som hed Susanna og var datter af Hilkija; hun var meget smuk og frygtede Herren. v3  Også hendes forældre var retfærdige, og de havde oplært deres datter efter Moseloven. v4  Jojakim var meget rig og ejede en park, der lå op til hans hus. Hos ham plejede jøderne at samles, fordi han var den mest ansete af dem alle.

v5  To ældste blandt folket var det år blevet udpeget til dommere; det var om dem, Herren havde sagt: »Lovløshed udgik fra Babylon, fra de ældste, som var dommere og gjaldt for at være dem, der skulle styre folket.« v6  De holdt til i Jojakims hus, og alle, som havde retssager, kom til dem.

v7  Ved middagstid, når folk var gået, plejede Susanna at gå ud og spadsere i sin mands park. v8  De to ældste så hende hver dag komme ud og gå omkring, og de blev grebet af begær efter hende. v9  De lod deres tanker komme på afveje, vendte blikket nedad, ville ikke se mod himlen og huskede ikke på de retfærdige bud. v10  De var begge syge af begær efter hende, men de fortalte ikke hinanden, hvor meget de led, v11  for de skammede sig ved at fortælle, at de begærede at ligge med hende. v12  Og hver dag lurede de ivrigt på at få hende at se.

v13  En dag sagde de til hinanden: »Lad os gå hjem; det er spisetid.« Og da de var kommet udenfor, gik de hver til sit. v14  Men de vendte tilbage og mødtes igen, og da de spurgte hinanden om grunden, indrømmede de deres begær. Derpå aftalte de et tidspunkt, hvor de kunne finde hende alene.

v15  Mens de ventede på en belejlig dag, kom hun engang ud i parken, som hun plejede, kun sammen med to af sine piger, og hun fik lyst til at bade i parken, for det var meget varmt. v16  Der var ingen dér undtagen de to ældste, som havde skjult sig og lå og lurede på hende. v17  Hun sagde til pigerne: »Hent olie og salver til mig, og luk porten til parken, så jeg kan bade.« v18  De gjorde, som hun sagde, lukkede porten til parken og gik ind ad en bagdør for at hente det, hun havde givet dem besked om; de så ikke de ældste, der lå skjult. v19  Men da pigerne var gået ind, rejste de to ældste sig op og løb hen imod hende og sagde: v20  »Se, porten til parken er lukket, og der er ingen, der ser os. Vi begærer dig. Gør, som vi siger, og lig med os. v21  Ellers vil vi vidne imod dig og sige, at en ung mand lå med dig, og at det var derfor, du sendte pigerne bort.« v22  Susanna sukkede og sagde: »Jeg ser ingen udvej! Hvis jeg gør det, bliver det min død, og hvis jeg ikke gør det, kan jeg alligevel ikke slippe fra jer. v23  Jeg vælger at lade være at gøre det. Hellere være prisgivet jer end synde mod Herren!« v24  Så skreg Susanna højt, men også de to ældste råbte op imod hende, v25  og den ene løb hen og åbnede porten til parken. v26  Da folkene i huset hørte råberiet i parken, kom de styrtende ud ad bagdøren for at se, hvad der var sket med hende. v27  Men da de ældste havde givet deres fremstilling, følte tjenerne dyb skam, for aldrig før var noget sådant blevet sagt om Susanna.

v28  Da folket næste dag samledes hos hendes mand Jojakim, kom de to ældste, opfyldt af deres forbryderiske plan mod Susanna om at få hende dømt til døden. De sagde i folkets påhør: v29  »Send bud efter Susanna, Hilkijas datter, som er gift med Jojakim.« Der blev sendt bud efter hende, v30  og hun kom sammen med sine forældre og sine børn og alle sine slægtninge. v31  Susanna var yndig og så dejlig ud, v32  og forbryderne gav befaling om at tage sløret af hende, for at de kunne se sig mætte på hendes skønhed; hun var nemlig tilsløret. v33  Og de, der var sammen med hende, og alle, der så hende, græd. v34  Så stillede de to ældste sig midt blandt folket og lagde hænderne på hovedet af hende; v35  grædende så hun op mod himlen, for af hjertet stolede hun på Herren. v36  De ældste sagde: »Mens vi gik alene omkring i parken, kom hun ud sammen med to piger, låste porten til parken og sendte pigerne bort. v37  En ung mand, der havde holdt sig skjult, kom så hen til hende, og han lagde sig hos hende. v38  Vi befandt os i et hjørne af parken, og da vi så denne lovløse handling og skyndte os hen til dem, v39  så vi, at de lå med hinanden. Ham kunne vi ikke overmande, for han var stærkere end vi, og han åbnede porten og slap væk; v40  hende derimod fik vi fat i og spurgte, hvem den unge mand var, v41  men hun ville ikke fortælle os det. Dette er vi vidner på.« Og forsamlingen troede dem, da de var folkets ældste og dommere, og man dømte hende til døden.

Susanna reddes af Daniel

v42  Da råbte Susanna med høj røst: »Evige Gud, du som kender de skjulte ting, du som ved alt, før det sker, v43  du ved, at de har vidnet falsk imod mig. Og nu skal jeg dø, selv om jeg ikke har gjort noget af det, som de mænd her i deres ondskab beskylder mig for.« v44  Og Herren bønhørte hende. v45  Da hun blev ført bort for at blive henrettet, vakte Gud den hellige ånd i en ung mand, som hed Daniel, v46  og han råbte højt: »Jeg er uskyldig i denne kvindes blod.« v47  Alle vendte sig mod ham og sagde: »Hvad er det, du siger?« v48  Så stillede han sig midt blandt dem og sagde: »Er I virkelig så tåbelige, israelitter? Uden at have holdt forhør og uden at vide noget sikkert har I dømt en israelitisk kvinde! v49  Vend tilbage til retssalen, for de mænd her har vidnet falsk mod hende.«

v50  De vendte alle hurtigt tilbage, og de ældste sagde til ham: »Kom og sæt dig hos os, og lad os høre, hvad du har at sige, for Gud har givet dig myndighed som en ældste.« v51  Daniel sagde til dem: »Adskil dem, og hold dem langt fra hinanden, så vil jeg forhøre dem.« v52  Da man havde skilt dem fra hinanden, kaldte han den ene til sig og sagde til ham: »Du, som har henlevet dine dage i ondskab, nu rammes du af de synder, du tidligere begik, v53  når du fældede uretfærdige domme og dømte de uskyldige, men frikendte de skyldige, skønt Herren har sagt: 'Vold ikke uskyldiges og retfærdiges død.' v54  Hvis du altså har set denne kvinde, så sig mig: Under hvilket træ så du dem have omgang med hinanden?« Han svarede: »Under et mastikstræ.« v55  Da sagde Daniel: »Udmærket! Den løgn skal komme over dit eget hoved. For Guds engel, som allerede har fået befaling fra Gud, vil hugge dig midt over.« v56  Så sendte han ham bort og befalede, at den anden skulle føres ind. Han sagde til ham: »Du, som er efterkommer af Kana'an – ikke af Juda –, skønheden har forledt dig, og begæret har ført dit hjerte på afveje. v57  Sådan har I båret jer ad over for Israels døtre, og af frygt har de haft omgang med jer, men denne Judas datter er ikke gået med til jeres lovløse handling. v58  Sig mig nu: Under hvilket træ greb du dem i at have omgang med hinanden?« Han svarede: »Under en steneg.« v59  Da sagde Daniel til ham: »Udmærket! Den løgn skal komme over dit eget hoved. For Guds engel står rede med sværdet for at skære dig midt over, så han kan gøre det af med jer begge.« v60  Hele forsamlingen råbte med høj røst og priste Gud, som frelser dem, der sætter deres håb til ham. v61  De vendte sig mod de to ældste, fordi Daniel på grundlag af deres eget udsagn havde afsløret dem som falske vidner, og man gjorde mod dem, som de havde planlagt at gøre mod deres næste: v62  Man handlede efter Moseloven og henrettede dem. Sådan blev uskyldigt blod reddet den dag.

v63  Hilkija og hans hustru lovpriste Gud for deres datter, sammen med hendes mand Jojakim og alle deres slægtninge, fordi der ikke var fundet noget skændigt ved hende. v64  Og Daniel var fra den dag højt anset i folket.