Kvæðasavn

Marsk Stig han vågner om midjenat

Onnur heiti:
Marsk Stig, 1286, II
Den anden vise om Herr Marsk Stig

Uppskrift: DKF 24.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Marsk Stig han vågner om midjenat,
og taler han til sin kære:
»Mig haver drømt så underlig,
Gud råde, hvad det skal være!«

Min ædle herre, hin unge herr marsk Stig.

2. »Jeg drømte, at mit store skib
var vorden så liden en båd;
borte var stavn og styre med,
og landet kunne vi ikke nå.«

3. »Jeg drømte, at mine rakker små
var vorden vildene svin,
og de havde brudt min urtegård
og kastet mine urter omkring.«

4. »Og jeg drømte om mine gode hofmænd,
vi red over breden bro;
min ganger han slog mig under sig
og løb til vildene stod.«

5. Det meldte stolten fru Ingeborg,
hun svared sin herre så:
»Det ved kun Gud i Himmerig,
hvorledes vor skæbne skal gå.«

6. »I ligge og hvile, min ædle herre,
I give det ikke i gem;
det beder vore bønder og gode mænd,
de føre os skatten hjem.«

7. »Det er hverken bønder eller borger,
endog du siger nu så;
det er vist herre kong Erik,
mig vil til landsting bestå.«

8. Herr marsk Stig lader væbne syvhundrede mænd
og alle i jern hint hårde;
så rider han til Viborg by;
han kongen vel møde torde.

9. Fremmest rider ungen herr marsk Stig
- han var i hu så trøst -;
efter ride alle hans gode hofmænd,
og dennem skinned guld på bryste.

10. Det var ungen herr marsk Stig,
han ind ad døren tren;
det var ridder og riddersmænds mænd,
de stande hannem op igen.

11. Så går han ad landsting frem,
sin vånde der klager han,
det fortrød både bonde og borger
og så hver ædel mand.

12. »Og mig er sket så stor en last,
det må jeg harmelig kære,
min hustru hun er voldtagen,
det er så stor vanære.«

13. Op stod herre kong Erik,
han bød hannem hviden hånd:
»Vær velkommen, herr marsk Stig,
her hjem af fremmede land.«

14. Det svared unge herr marsk Stig
- han var i sind så vred -:
»Så ilde jeg min møde spildte,
der jeg udi orlog red.«

15. »Jeg var mig i leding uddragen
at vove for riget mit liv;
hjemme sad herre kong Erik
og voldtog min væne viv.«

16. Det svared herre kong Erik
han smiled under skarlagen skind -:
»Fru Ingeborgs ja og vilje
var lige så god som min.«

17. Det svared unge herr marsk Stig
-- han var ikke meget glad -:
»Det plejer at være et gammelt ordsprog
at spot og skade følges ad.«

18. »I haver voldtagen min kære hustru
og ført os i denne nød;
I mindes det, herre kong Erik,
Eders liv I dermed forbrød.«

19. Herr marsk Stig ganger af tinget ud,
og tager han af sin hat:
»I drages til minde, hver ærlig mand,
jeg haver her kongen undsagt.«

20. »Hør du unge herr marsk Stig,
du lad bortfare slig ord;
jeg give dig både borg og fæste,
både guld og grønnen jord.«

21. »Ikke skøtter jeg om borg og fæste,
de komme mig ikke i hu;
jeg ville den gerning var ugjort
imod den dydige frue.«

22. »Otte af de bedste slotte
i Dannemarks rige hint bolde,
dem givier jeg dig til fejringsbod;
du må dem vel beholde.«

23. »Ikke da rider du marsk Stig så stærk,
jeg kan mig jo vel vare;
og vilt du ikke være min ven,
jeg bær der lidet af fare.«

24. »Ikke rider jeg så stærk over mark,
I kunne jo være min lige,
og haver I det aldrig før hørt,
at magten for kunsten må vige.«

25. »Ikke er jeg stærk, ej heller så streng
jeg kan Eder vejen formene;
man finder dog stundom, en mjønde så karsk
en hjort kan bede alene.«

26. »Ikke fører jeg de glavind så mange,
som Eder forhindrer den pas;
en liden tue, kan hænde sig så,
den vælter så stort et læs.«

27. Så rider ungen herr marsk Stig
hjem til fru Ingeborgs bur.
»I være velkommen min ædle herre,
jeg haver Eders manddom spurgt.«

28. »I frygte ikke kongen eller hans magt,
han er så feg en mand,
hannem må ikke lide enten læg eller lærd
over alt det ganske land.«

29. »Jeg haver mig en søstersøn,
han tjener hannem jo så nær,
han giver os bud om kongen i løn,
når han alene er.«

30. »Når I haver vejet det paderdjur,
som sove og drikke monne lyste,
kong Erik i Norge han stander Eder bi
med skib og mand hin trøste.«

31. »I drage til Hjelm, I bygge der slot,
som ingen kan overvinde.
Jylland og Sjælland der ligge omkring
så nær med andre små lande.«

32. »Så længe I leve, I blive min herre,
min sorg ganges mig til døde;
så gerne jeg dør og skilles herfra,
når I have hævnt hans brøde.«

33. »Ret aldrig var jeg glad eller fro,
siden Glipping gjorde mig vånde.
Krist signe Eder, marsk Stig, i allen færd
det gå Eder vel i hånde.«

34. »Krist signe vore døtre, det unge blod;
for dennem bær jeg stor kvide.
Så vist i år lægges jeg i lig;
de ædelinge fare så vide.«

35. »For ærlig sag er ærligt svar,
det tør sig ingen skamme;
det vågner dog op, det bliver ej borte,
når Gud vil retvis dømme.«

36. »I lide, mandlille, hvad Gud vil føje,
han vil Eder ikke svige.
Findes vi ej før og tales ved,
vi findes i Himmerige.«

Min ædle herre, hin unge herr marsk Stig.