Kvæðasavn

Skriva út

Kong Birger og hans brødre, 1317-18

Annað heiti:
Fru Ingeborg havde de brødre tre

Uppskrift: DKF 30.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Fru Ingeborg havde de brødre tre;
for Sveriges krone deres liv lode de.

For usand sag
så bleve de herrer undlivet.

2. De herrer skulle til Sverige ride;
fru Ingeborg bad dem hjemme bide.

3. Fru Ingeborg stander i Helsingborgs port:
»Mine kære brødre, I ride ej bort.«

4. Det da meldte de brødre tillige:
»Os længes fast til vort fædrene rige.«

5. »Vi have så længe hos Eder dvælt,
vort hjerte det er fast i os kvælt.«

6. »I tøve hos mig i dage fem,
mens jeg fortæller mine stærke drømme.«

7. »Jeg drømte Eders kåber vare af bly,
mine ædle brødre, I var derudi.«

8. »Og de var spændte omkring Eders hals,
forvist betyder det Eder stor fals.«

9. De herrer lød ikke fru Ingeborgs råd,
de red til Sverig den samme dag.

10. Og der de komme på hviden sand,
der mødte dem Bronk, den utro mand.

11. »I være velkomne, I brødre både,
I drikke nu jul med min frues nåde.«

12. De herrer de ginge ad Nykøbings gade,
der mødte dennem det falske råd.

13. »I lægge Eders brynje udi vor by,
I gå til slottet i hofklæder ny.«

14. De herrer ind ad døren tren,
og kongen stander dem op igen.

15. »I være velkomne, mine brødre både,
ville I drikke jul her med vor nåde?«

16. De herrer toge vand, de ginge til bord,
de taled så mangt et alvorsomt ord.

17. »Velkommen, mine kære brødre både,
må jeg ej ene for landet råde?«

18. »Vor kære broder må han vel være;
han må ej ene i landet regere.«

19. De åde og drukke en føje stund,
så fandt Bronk på et andet fund.

20. »I gode herrer, hvad ville I gøre,
ville I drikke og dansen røre?«

21. Og de danser ud og de danser ind,
og Bronk han skænker den klare vin.

22. De herrer stode på gulvet og kvad;
men Bronk og kongen ginge i råd.

23. Hertug Valdemar taler til broder sin:
»Erik, vi drikke for megen vin.«

24. »Vi vogte os vel for Bronkes svenke,
han kan så mangen skalkerænke.«

25. Hertug Erik slog op med højre hånd:
»Skulle vi os frygte i vort fædreneland!«

26. »Vi ere hid komne på tro og lejde;
vi vide her intet af nogen fejde.«

27. De drukke og dansed den dag til ende;
så monne de ljus og blus optænde.

28. De herrer de skulle til senge gå
at hvile på silke og bolster blå.

29. Så bleve de fulgte i tårnet ind,
og kongen gik med under skarlagenskind.

30. De vidste ikke andet, end det var gammen,
førend han slog alle de døre tilsammen.

31. Hertug Erik varde sig som en mand,
så længe sværd og sengestolpe rand.

32. Der sengestolper ej længer kunne vare,
den herre måtte nøgen ad tårnet fare.

33. De herrer de lider der nød og trang
af frost og kulde og hungers tvang.

34. »Vi give dig, Bronk, det guld så rød,
du giv os vand og det tørre brød.«

35. »I fange her ikke i Sverriges land
hverken brød ej heller en kold drik vand.«

36. »Vor broderkone vi tror så vel,
hun lader os ikke svælte ihjel.«

37. »Den fromme dronning så vel vi tro,
hun giver os halm at sove på.«

38. »Vi ere så såre af hunger kryst,
vort hjerte må snart i os bryste.«

39. Bronk han harmedes ved de ord,
han kasted de nøgler i salten fjord.

40. Det var stor ynk at høre på;
de åde hverandre skuldrene fra.

41. Det var end større harme og kvide,
de åde kød af hverandens side.

42. Det var stor ynk og end mere harm;
de brødre døde i hverandens arm.

43. Og det stod så i måneder fem;
kong Byrge kom af leding hjem.

44. »Hvor ere mine brødre? Hvor droge de hen?
Hvi skænkte I dem ikke klaren vin?«

45. Og det da meldte det lidet kind:
»Bronk vandt dem i tårnet ind.«

46. Kong Byrge ind ad vinduet så;
stor ynk var, som hans brødre lå.

47. »Hør du, Bronk, hvad jeg siger dig,
hvor bleve de nøgler, som jeg fik dig?«

48. »Så hjælpe mig Gud af al min nød,
jeg kasted dem i den salten sø.«

49. »Skam få du Bronk, du arge dåre,
så ilde du imod mig gjorde.«

50. »Nu er jeg skilt dermed tillige
med nøglerne til Sveriges kongerige.«

51. »Haver jeg forrådt Eders brødre både,
da må I ene for landet råde.«

52. Og det fortrøde hertugens venner;
den sorrig de ret aldrig forglemmer.

53. Kong Byrge måtte rømme med dronning sin;
halshuggen blev Magnus, hans væne søn.

54. Men Bronk blev lagt på stejle og hjul
og fik så løn, som han havde forskyldt.

55. Mange høvdinge i et kongerige
kunne sig derom ej vel forlige.

56. Den ene den anden vist vige må;
undertiden de alle må undergå.

57. Thi falsk og svig ej lykkes ret længe;
tilsidst vil det sin herre fortrænge.

58. At stole på Gud og retvished
giver lykke og ro med langvarig fred.

For usand sag
så bleve de herrer undlivet.