Kvæðasavn

Kong Jakon Hakonsøns død, 1263

Annað heiti:
Det er nu sket udi vor tid

Uppskrift: DKF 31.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Det er nu sket udi vor tid,
som spået haver været så længe:
Den ædle helled Hogen konge
haver Norrige under sig fangen.

Sår er min hånd af den brynje.

2. Byder han ud over Norges rige
så mangen velbyrdig mand,
både med skib og værge god;
han agter sig til Skotland.

3. Byder han ud over Norges rige
så mange, som sværd kunne bære;
var nogen iblandt, som mindre var,
han havde lov hjemme at være.

4. Det var helled Hogen konning,
han ser over alle de led:
»Hvor er Oluf Anfindsøn,
hvi følger han ikke med?«

5. Svarede det den liden smådreng,
han stod ikke langt derfra:
»Oluf kommer i samme stund,
I lade vort fæste løs slå.«

6. Så lagde de ud fra Bergens by
og ud fra Bergens bro;
silkesejl var slagen til rå,
og under var bonedet blå.

7. »Hør du, Magnus, min kære søn,
og du skal være hjemme;
du skal råde for Bergen og Varhus;
dermed skal du Norrige gemme.«

8. »Hør I, allerkæreste fader min,
I gøre mig ikke den vånde;
jeg er for ung og meget fåkundig
slig almue fore at stande.«

9. »Du klæd dig snart, du klæd dig brat,
om du vilt med mig følge;
du kan ikke lide den salte sø
ej heller den stærke bølge.«

10. De lagde ud fra Bergens by
og ud fra Bergen så silde;
alt det folk, på bryggen stod,
så modige tårer de fælde.

11. Og der de kom for Lindesnæs,
den bølge legte af bunde;
alt stod skibet i bliden bør,
som det havde stået i grunde.

12. Og det var helled Hogen konge,
han støtted sig ved sit sværd;
»Er her enten læg eller lærd,
kan sige mig af denne færd?«

13. Og det var Nilaus Nødersnæs,
han så over al den lide:
»Her er en feger mand i vor færd,
Gud lade det kongen ikke vide.«

14. Det var helled Hogen konge
så såre han græmmede sig:
»Hvor er Oluf Anfindsøn,
hvi er han ikke hos mig?«

15. Svarede det den liden smådreng,
og han stod kongen fra:
»Oluf ligger på bonken syg,
så såre ilde han må.«

16. Og det var Helled Hogen konge,
han ganger for Oluf at stande:
»Hvor lider dig Oluf Anfindsøn
og hure går dig i hånde?«

17. »Jeg haver så ondt i brystet min,
mig tykkes mit hjerte monne svide;
den gode Gud, som alting haver skabt,
han give den nat måtte lide.«

18. De våged over Oluf Anfindsøn
og vel udi nætter to;
men det var helled Hogen konge,
sin bane han der monne få.

19. Det var Oluf Anfindsøn,
han gav der op sin ånd;
det var helled Hogen konge,
holdt hannem voksljus i hånd.

20. Det harmed han sig kong Hogen mest,
sin søn kunne han ej lade;
han fik sot og syg han blev,
hans råd de bleve uglade.

21. »Nu haver I vunden både sejr og pris
og disse fremmede lande;
skulle I her dø og gange os fra,
så ilde gik os i hånde.«

22. »Min tid er kommen, jeg kan ej vige,
mit testamente I skrive;
I holde det fast alt efter min død,
hvad jeg enhver vil give.«

23. »Min søn kong Magnus jeg råde vil,
han haver Guds lov for øjne;
han elske dom og retfærdighed,
så vel skal det hannem rønne.«

24. »Præster og enker skal han forsvare,
så bliver han konning længe;
en fredløs mand han ej giver fred,
og tjuven lader han ophænge.«

25. »En bøn vil jeg udaf Eder bede,
den anden vil jeg tigge:
I lade mig lægges i Marie kirke,
som kongerne pleje at ligge.«

26. Der kom bud for Bergen ind,
og ingen mand det kende:
Død var den ædle Hogen konning,
han var Sankt Olufs frænde.

27. På Ørkenø døde den konning god,
en løverdag monne det være
næst efter Sankte Luciæ dag forvist,
de misted deres konning og herre.

28. Fra Kirkevåg lagde de ud med skib
til Bergen monne de sejle;
der blev undfanget den herres lig,
som han begærede at hvile.

29. Han var en konning fregder og bold,
som man ved af at sige;
der findes ikke mange på denne dag,
med rette kunne være hans lige.

Sår er min hånd af den brynje.