Kvæðasavn

Christian den Anden og adelen, 1523

Annað heiti:
Alle små fugle, i skoven er

Uppskrift: DKF 39.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Alle små fugle i skoven er,
de giver på høgen stor klage;
han river dem af både fjer og dun
og vil dem af skoven jage.

Men ørnen han bygger i felden ud.

2. Så fløje de op i egetop,
de lagde et råd påny:
Hvorledes de skulle en konning få,
dem kunne fra høgen fri.

3. Frem da trådte den usselige krage,
hun var så sørgefuld:
»Kejse vi os den gamle ørn,
jeg håber, han vorder os huld.«

4. Det var alle de andre små fugle,
de svarede ja dertil;
nu er ørnen vorden fuglekonge,
så længe som Gud han vil.

5. Til da svared den stolte høg:
»Vi stede det ingenlunde;
skal den ørn være fuglekonge,
han lægger os øde i grunde.«

6. Det da spurgte den gamle ørn,
han blev så vred i hu;
slog han til den stolte høg
alt med sin skarpe klo.

7. Derved glædes de andre små fugle
og sjunge hver med sin stemme;
i lunden var fryd og fuglesang,
alt der som ørnen var hjemme.

8. Sammen da sankes den høgehær,
den skjulte både skov og kær:
»Og vi ville os til lunden fare
og gøre den ørn et blær.«

9. Det da hørte den simple due,
hun fløj til ørnen og sagde:
»Nu da kommer den høgehær,
han agter at gøre dig skade.«

10. Til da svared den gamle ørn,
så både hans øjne de runde:
»Så mange mus de bide en kat,
thi må jeg rømme af lunde.«

11. Bort da fløj den gamle ørn
alt med sine unger så små;
de andre fugle bleve så vilde,
de vidste dem ingen råd.

12. Nu sidder høgen i egetop
og breder han ud sine vinge;
de andre små fugle i skoven er,
dem monne så jammerlig trænge.

13. Nu sidder kragen på baren kvist
og svelter hun over sin klo;
uglen sig skjuler i elletrunte;
jeg venter, hun haver uro.

14. Viben hun løber i agerren
alt med sin høje top;
høgen han kommer der flyvende frem,
han tager og æder hende op.

15. Nu sidde alle de andre små fugle
og tie så kvær som stene;
de have mist deres dejlige sang;
vil Gud, de få ham igen.

16. Nu er der sorrig og gråd i lunde,
som før var fuglesang;
de fattige fugle ynkes jeg over,
dem tiden skal være så lang.

17. Hunden under bordet sover,
og ræven i gåsesti;
når tiden er, så vågner han op
sine fattige gæs at fri.

18. Katten ligger i gården syg,
og alle mand vil ham hade;
musen i fattig kones pose råder,
hun gør hende fuld stor skade.

19. Herre Gud hjælp den fattige ørn,
som flyver i vilden hede;
han ved sig hverken læ eller ly,
som han tør bygge sin rede.

Men ørnen han bygger i felden ud.