Kvæðasavn

Ebbe Galt

Onnur heiti:
De hoffmænd sidde i Roskilde by
Hr. Tidemand

Uppskrift: DKF 40.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. De hofmænd sidde i Roskilde by;
de drikke, til dagen gøres ljus;
så gjorde han, bolde herr Tidemand,
til hesten er han så fus.

Jeg rider i lunden med hende.

2. Det var bolde herr Tidemand,
han rider gennem rosenslund;
der møder hannem bondens væne hustru
alt i så ond en stund.

3. »Hør du, bondens væne hustru,
vil du vise mig til by,
jeg give dig skænk og gave stor,
en kjortel af lundiske ny.«

4. »Vejen vil jeg dig vise så gerne,
mig tykkes, du er det vel værd;
jeg følger så nødig en drukken hofmand;
Vorherre være i vor færd.«

5. Der han kom i bondens gård,
der lod det endda værre;
han slog og banded hart om sig;
han tænkte så lidet på Vorherre.

6. Bondens hustru går til og fra,
hun byder hannem af det bedste.
men hvad han mente hende derimod,
det var udaf det værste.

7. Hun lod hannem seng af silke oprede,
som hun var van at gøre;
førend hun kom i den første søvn,
han brød op alle hendes døre.

8. Han slog hende med sin kårde skarp,
han drog hende i sit hår;
havde ikke øllet været hans herre,
han havde det aldrig gjort.

9. »Nu have I fået Eders vilje frem,
os begge til liden gavn;
jeg beder Eder for den øverste Gud,
I sige mig af Eders navn.«

10. »Hesten rider jeg abildgrå,
min kåbe er stribet og blå,
nogle kalde mig bolde herr Tidemand,
og så lade de mig gå.«

11. Det var den sorrigfulde bonde,
han ganger for kongen at kære:
»Min hustru er voldtagen,
mig sker så stor vanære.«

12. Det var dannerkonning blev vred,
og han tog til sin kniv:
»Haver nogen af mine hofmænd det gjort,
da skal det koste hans liv.«

13. Det meldte han den dristige bonde
og så tog han op på:
»Nogle de kalde ham Tidemand,
som der går sagnen fra.«

14. Og det var dannerkonning så brad,
han slog sin hånd imod bord:
»Det ord ville jeg ej selv have sagt
for landet, som det står.«

15. »I tale mig til herr Tidemand,
han komme her ind til mig;
jeg dømmer på ham ret ingenlunde,
før han må svare for sig.«

16. Fremtrådte bolde herr Tidemand,
han svared så dristelig:
»Du lad din hustru til stede komme,
hun klager jo ikke over mig.«

17. Det var den sorrigfulde bonde,
han sig over aksel så:
»Hisset kommer hun, hustru Gunder lille,
hun rider på ganger grå.«

18. Det svared bondens væne hustru,
og Gunder var hendes navn:
»Gud nåde os begge, herr Tidemand,
vi ere så vide i sagn.«

19. »I mindes, bolde herr Tidemand,
der I var i vor gård.
den brune mjød, den klare vin,
den var for Eder uspard.«

20. »Den brune mjød, den klare vin
for Eder og alle Eders svende;
det gjorde jeg på min husbonds trøst,
og selv var han ikke hjemme.«

21. »Jeg lod Eders seng af silke rede,
som riddere pleje at sove;
så lod jeg Eder til senge følge
med kerte og brændende lue.«

22. »Så gik jeg med mine børn at hvile,
som jeg var van at gøre,
førend jeg kom i den første søvn,
I brød op alle mine døre.«

23. »Vel fem udaf mine næste møer
dem gav I banesår,
og tre udaf mine gæveste svende
de ligge under sorten mor.«

24. Op stod herre Peder, hans fader,
han var en helt så stærk:
»Jeg byder for unge herr Tidemand
min hest og tusinde mark.«

25. Dertil svared dannerkonning,
herr Tidemand for dommen stod:
»Jeg løste hannem med tretusinde mark,
kunne jeg det svare for Gud.«

26. Det meldte bolde her Tidemand
den tid de ledte hannem bort:
»Ikke havde jeg skøttet at lade mit liv,
havde hun ikke været så sort.«

27. Dertil svared dannerdronningen,
hun meldte et ord med ære:
»Hvad enten at hun var sort eller hvid
skulle du have ladet hende være.«

28. Så toge de bolde herr Tidemand,
fulgte hannem på grønnen vold;
så hugge de hannem hans hoved fra
alt over hans eget skjold.

Jeg rider i lunden med hende.