Kvæðasavn

Den genfundne søster

Annað heiti:
Der var en greve i Saksenland

Uppskrift: DKF 49.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Der var en greve i Saksenland,
han havde en datter, den liljevand.

2. Han havde ikke datter foruden en,
ej heller havde han uden en søn.

3. Hin unge Guldbrand så hed hans søn,
og Ismar hed hans datter skøn.

4. Så døde greven under ø;
så døde grevinden, det var stor nød.

5. Herr Guldbrand og Ismar, den liljevand,
de rådde så for deres faders land.

6. Herr Guldbrand skulle af landet fare;
jomfru Ismar skulle tage landet vare.

7. Det spurgte kong Hogen under ø,
at hun var hjemme, den væne mø.

8. Kong Hogen sejler under ø;
så tog han bort den væne mø.

9. Han førte hende hjem til sit land,
antvorded hende sin fyrstinde i hånd.

10. »Her haver I en liljevand;
den ville vi give vor søn i hånd.«

11. Herr Guldbrand kom til landet igen,
borte var hans søster, den jomfru væn.

12. Herr Guldbrand lader virke snekker ni;
alle af styrke så vare de.

13. De to de skulle til værge være;
de to skulle store kartover bære.

14. De to de skulle til hedenkonges land
at lede efter den liljevand.

15. Desmere de ledte, desmindre man fandt,
til Guldbrand kom til kong Hogens land.

16. Der han kom i kong Hogens gård,
ude stod dronningen svøbt i mår.

17. »Hil være Eder, dronning, så favr og blid,
aldrig så jeg nogen skønnere end I.«

18. »End haver jeg en jomfru hos mig,
hun er da meget skønnere end jeg.«

19. »Alt haver jeg mig en terne,
hun skinner som morgenstjerne.«

20. »Jeg giver Eder det guld så rød,
lader mig i aften se den mø.«

21. Dronningen ganger i bure,
hun taler til Ismar prude.

22. »Stat op, Ismar, klæd du dig;
i aften skal du skænke for mig.«

23. Jomfru Ismar ind ad døren tren,
herr Guldbrand stander hende op igen.

24. Herr Guldbrand klapper på hyndet blå:
»Vil I, skøn jomfru, hvile herpå?«

25. »I sidder her ned ved denne sten,
fortæller Eders slægt og afbyrdsgren.«

26. »I Saksen er jeg båren,
der ere mine klæder først skåren.«

27. »Jeg haver ej broder foruden en,
og han for sig til Jorsal hen.«

28. »Men måtte jeg engang leve den dag,
at jeg måtte finde min broder glad.«

29. Han klapped hende ved hviden kind:
»Forvist est du kære søster min.«

30. Hun tog hannem i armen sin:
»Jeg følger gerne kær' broder min.«

31. Så løfted han hende på sin hest,
og fore til skibs, som de kunne bedst.

32. »Du sig kong Hogen så mangen ond stund,
som der er sand på havsens bund.«

33. »Var min herre her hjemme,
du skulle hende ej så nemme.«

34. »Jeg siger, som jeg monne mene,
du skulle ej taget hende ene.«