Kvæðasavn

Rigen Rambolt og Aller hin stærke

Annað heiti:
Jeg ser så mangt et orlogsskib

Uppskrift: DKF 51.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Jeg ser så mangt et orlogsskib
under deres forgyldene brande;
der er Aller kæmpe hin stærke,
han agter sig ind til lande.

Der vandt han riget, Ribolt ene.

2. De kasted deres anker på den grund,
de glædes ved den havn;
tog han Aller åren i hånd,
han sprang af fremmer stavn.

3. Der de kom i den borggård,
der akslede de deres skind;
så gå de i højeloft
for kongen af Opsal ind.

4. »Hil sidde I, konge af Opsal,
en herre over Eders bord;
ville I mig Eders yngste datter give,
I vide mig god ansvar.«

5. Det var kongen af Opsal,
han tøvede ikke ret længe:
»Vi drage først under Vidriksvold
og prøve der vore hofdrenge.«

6. Så snart var brynje af bjælken rykt,
og hjelm over hovedet kast';
så sejled de under Vidriksvold;
de gave sig ingen rast.

7. Ribolt tog sin stålstang på bag,
hannem lysted at se den dans;
han tænkte på sejer af Aller at vinde,
han tænkte på ærekrans.

8. De sloge sammen med al deres magt,
ingen ville for hinanden vige;
så mangen helt satte livet til,
sin herre ville ingen svige.

9. Aller hug, fast mere han skød,
han sprang i kongens snekke;
kongen han blegned som et lig
under sit forgyldte tække.

10. Tak have rige herr Ribolt
- han var så stærk i favn -;
han slog Aller i havet ud
over kongens forgyldte stavn.

11. Aller kom udi så liden en båd,
så raskelig monne han ro;
de skøde efter hannem med hvassen stråle,
de kunne hannem ikke nå.

12. Kongen af Opsal vender sig om
og ser han udi den sø:
»Hisset ser jeg en ryskgalen mand,
han sejler, som fuglen fløj.«

13. »Jeg er ingen ryskgalen mand,
men mig tvinger havsensnød;
dragen haver borte mit meget guld,
thi var jeg heller nu død.«

14. »Er det, Aller, som du siger af,
du dølge det ikke til skade;
du sige os af dit fæderneland;
den drage ville vi vel råde.«

15. »Hvor kunne I komme til det land,
og træde den drage under fod?
Her er imellem så dybt et vand,
og vinden er os imod.«

16. »Er her imellem den stride strøm,
vil børen ikke med os stå;
da hugge vi ned den store skov,
vi gøre deraf en bro.«

17. »Hør I det, rige herr Ribolt:
Kunne I den drage overvinde,
da giver jeg Eder Kolebrand
og andet, hvad der er inde.«

18. De vunde sejl så højt i rå,
så finge de børen hin blide;
end komme de, hvor dragen lå,
før Aller fik det at vide.

19. Herr Ribolt stødte på bjerget så hart,
stålstangen monne han oplette:
»Du giv mig Kolebrand, det gode sværd,
eller jeg skal med dig trætte.«

20. »Ikke da fanger du Kolebrand i dag,
det sværd er mig så kært;
det kommer aldrig ud af min hånd,
medens livet i mig er.«

21. De sloges i dage, de sloges i to,
den tredje dag ad kvælde;
herr Ribolt stod så mandelig,
den drage så monne han fælde.

22. Så tog han så meget røde guld,
som han kunne allermest bære;
der han kom under Vidriksvold,
da mødte hannem tidende værre.

23. »Kongen af Opsal er slagen ihjel,
deraf så yppes der kvide;
slagne ere alle dine brødre sju,
som troligen med hannem stride.«

24. Det fortrød han rige Ribolt,
han blev så gram i hue;
da gik Kolebrand i hans hånd
som brændende ild og lue.

25. De sloges i dage, de sloges i fem,
alt førend den kamp fik ende;
Ribolt hug på Allers brynje,
så Odden i hjertet vende.

26. De kongens mænd går i gårde,
og bolden der de slår;
de spotted den nøgne herr Ribolt,
hans kjortel så pjaltug var.

27. »Mine klæder ere revne, som I må se,
for jomfruen må jeg det kære.«
»Vi sende til hende den grå hampevæv,
den sømmer dig bedst at bære.«

28. Dertil svared den jomfru fin,
for hun vel Ribolt kende:
»I spotte ikke så den fremmede mand,
langt bedre må I hannem hænde.«

29. »I lægge nu bort den grå hampevæv,
den sømmer hannem ej at slide;
fast bedre da er det silketøj
på jorden under ham at brede.«

30. Han vog Aller den kæmpe stærk,
han kunne hannem ej undvige;
så hævnede han sin faders død
og sine sju brødres tillige.

31. »Så lever der ingen i al verden til,
min faders land skal have;
selv tager jeg den rige Ribolt,
det bliver min morgengave.«

Der vandt han riget, Ribolt ene.