Kvæðasavn

Tyge Hermandsøn

Annað heiti:
Det var om en løverdag

Uppskrift: DKF 55.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Det var om en løverdag,
det regnede under ø;
det var Tyge Hermansøn,
skulle hente sin fæstemø.

Så vel måtte man vænne sine jomfruer.

2. Den herre ud af vinduet så,
de bække de løbe så stride:
»Jeg køber ikke så dyrt min brud,
jeg rider mig selv til kvide.«

3. »Hør du, Nilaus Beneditsøn,
du haver så lange bene,
jeg beder dig for den vældige Gud,
hent mig min unge brud hjem.«

4. Svared det Nilaus Beneditsøn,
han svared et ord for sig:
»Skal jeg hente din unge brud,
jeg gør dig visselig svig.«

5. Det var Nilaus Beneditsøn,
han red den brud imod;
der hængte silke og sindal grøn
alt for hans gangers fod.

6. De klædte dem i silke
og så i forgyldene skrud;
så rede de til kirke
alt med den unge brud.

7. Bruden står for kirkedør,
rød som en rosensblomme;
alt bad hun til vandet se,
om brudgommen ej mon komme.

8. Svared det Nilaus Beneditsøn,
han svared de ord så blide:
»Han torde ej fare over bække i dag,
for strømmene løbe så stride.«

9. Satte de bruden på brudebænk
alt både med tugt og sømme;
alt monne de til vandet se,
om brudgommen ej ville komme.

10. Så skænkte de både øl og mjød
udi ren sølverskål;
det led fast mod aften
og fast mod sengemål.

11. Løfted de den unge brud
udi den brudeseng;
hun sad der vel i timer tre,
og ikke kom brudgommen end.

12. De præster stode for brudeseng
og sjunge, som bedst kunne være:
»Hvo skal sove hos bruden i nat,
mens brudgommen er ikke her?«

13. Frem trådte Nilaus Beneditsøn,
skød af de sølvspændte sko:
»Jeg vil sove hos bruden i nat,
og jeg giver hende min tro.«

14. Så drukke de det bryllup,
de gjorde sig glade og blide;
foruden Tyge Hermansøn,
han torde ej derover ride.

15. Det var om en onsdag,
vandet tager til at falde,
over kom Tyge Hermansøn
med sine brudemænd alle.

16. Han kom i den bryllupsgård
og til det skønne gilde;
det da svared den unge brud:
»Rid bort, du kom for silde.«

17. »Hør du stolten Sidselille,
det haver jeg med dig,
at du haver lovet en anden,
men ilde sveg du mig.«

18. »Hør du, Tyge Hermansøn,
det måtte du vel vide;
jeg vil ikke have den svend,
i regn ej tør udride.«

19. »Havde du været en jomfrusvend,
og havde du haft mig kær,
du havde brudt den bølge blå
alt med dit blanke sværd.«

20. »Da vil jeg mig i kloster give,
en munk så vil jeg være;
men vider, stolten Sidselille,
jeg kommer her aldrig mere.«

21. »Falder da din vej her frem,
og stilles da de bække,
haver jeg oste flere end to,
du får dem i dine sække.«

Så vel måtte man vænne sine jomfruer.