Kvæðasavn

Ung Axelvold

Annað heiti:
De kongens mænd ride på volde

Uppskrift: DKF 63.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. De kongens mænd ride på volde,
de bede både hjort og hind;
de funde under den lind så grøn
alt et så lidet kind.

Udi loftet der sover stolten Eline

2. Toge de op den liden nor,
svøbte hannem i kåben blå;
førde de hannem til kongens gård,
de lode hannem fostermoder få.

3. Førde de hannem til kirke,
de kristnede ham om en nat;
de kaldte hannem ungen Akselvold
de dulde hannem, meden de måtte.

4. Fostred de hannem i vintre,
udi fulde vintre tre;
han blev et det væneste barn,
man ville med øjnene se.

5. Fostred de hannem så længe,
han blev vel femten år;
han blev til den gæveste svend,
som rider i kongens gård.

6. De kongens mænd går i gårde,
de skjude med stang og sten;
frem triner ungen Akselvold,
han skjuder dem alle til men.

7. »Bedre måtte du gange i højeloft
og lede efter moder din,
end du går her på volde
og skjuder os alle til men.«

8. Det var ungen Akselvold,
han gjordes i kinderne bleg:
»Jeg skal vide, hvo min moder er,
før jeg kommer i Eders leg.«

9. Det var ungen Akselvold,
han var så tyst i sind;
så går han i højeloft
at spørge kære fostermoder sin.

10. »Hør I, kære fostermoder,
hvad jeg spørger Eder ad:
Vide I noget om moder min,
I sige derover brat.«

11. »Hør du, kære Akselvold,
hvi tager du så på;
jeg ved din moder hverken levend' eller død,
det siger jeg på min tro.«

12. Det var ungen Akselvold
og han tog til sin kniv:
»Enten skulle I mig min moder vise,
eller det skal koste Eders liv.«

13. »Da gak du dig i højeloft,
dine ord må du vel føje;
du kald' hende kær' moder din,
som bær guldkrone hin høje.«

14. Det var ungen Akselvold,
og svøber han sig udi skind,
så går han i fruerstue
for fruer og jomfruer ind.

15. »Her sidder I fruer og så I møer,
jomfruer og høviske kvinde,
dertil og min allerkæreste moder,
om hun er ellers herinde.«

16. Alle da sade de stolte jomfruer,
og ingen torde svare et ord,
foruden hin stolten fru Eline,
hun satte sin krone på bord.

17. »Her sidde I, min rette moder,
med hvide hænder og sløve;
hvor er den søn, I fødde i løn,
I bære guldkronen hin høje?«

18. Længe stod stolten Eline,
hun svarede ikke et ord;
de kinder, som før vare røde,
bleve sorte som den jord.

19. Hun tog guldbrasen af sit bryst,
- hende kom så mangt i hu -:
»Aldrig fik jeg nogen søn udi løn,
nu hjælpe mig Gud og Vor Frue.«

20. »Hør I det, kære moder min,
tykkes Eder ikke være stor skam,
at I have det så længe duld,
været moder ad slig en mand?«

21. »Hør I det, kæreste moder min,
hvad jeg monne Eder sige:
Vide I noget af fader min,
I må det ikke tie.«

22. »Gak du dig udi højeloft,
du må vel føje dine ord;
du kald ham være kære fader din,
som riddere tjene til bord.«

23. »Gak du dig i kongens sal,
for riddere og hofmænd ind;
ser du Erland, kongens søn,
du kald hannem fader din.«

24. Det var ungen Akselvold,
han aksler skarlagenskind;
så går han i kongens sal
for danerkonning ind.

25. »Her sidde I, både riddere og svende,
og drikke både mjød og vin,
og så min allerkæreste fader,
om han er ellers herinde.«

26. »Hil sidde I, kære fader min,
jeg kaldes et hittebarn;
det klager jeg allermest for Eder,
tykkes Eder ikke være en skam?«

27. Alle da sade de kongens mænd,
de sortnede som en jord
foruden Erland, kongens søn,
han svared det første ord.

28. Det svared Erland, kongens søn,
og så tog han oppå:
»Jeg er ikke, Akselvold, din fader,
endog du siger så.«

29. Det var ungen Akselvold,
og han tog til sin kniv:
»I skulle enten min moder ægte,
eller det skal koste Eders liv.«

30. »Det var mig stor spot og hån
blandt riddere og riddermænds mænd,
at jeg skulle holdes et frillebarn,
da jeg er en kongesøn.«

31. »Hør du, unge Akselvold,
du est en fyrste så fin,
du giv mig din moder Eline
til kæreste hustru min.«

32. Det var favrt i kongens gård
og lyst at høre på:
Akselvold gav sin moder bort,
hans egen fader hende tog.

33. Det var ungen Akselvold,
slog op med hviden hånd:
»I går var jeg et hittebarn,
i dag er jeg kongens søn.«

Udi loftet der sover hun Eline.