Kvæðasavn

Skjøn Anna

Annað heiti:
De røvere ville at stjæle gå

Uppskrift: DKF 64.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. De røvere ville at stjæle gå
så langt i fremmede lande;
så stjal de bort den konges barn;
den jomfru hed skøn Anna.

2. De førte hende i fremmede land,
en hertugs søn tilhånde;
for hende så meget guld gav han,
den jomfru hed skøn Anna.

3. De vare tilsammen i otte år,
syv sønner tilsammen mon fange;
for hendes dyd og ydmyghed
blev den herre en konge.

4. Den herre var af Meklenborg land
af fyrstelig blod og stamme;
kongens datter af Engeland
var solgt ham selv tilhånde.

5. Der otte år forgangen var,
hun kunne det mærke og kende,
at han ville sig en anden fæste;
forlade ville han hende.

6. Skøn Anna går for hans moder at stå;
»Moder,« sagde hun, »frue!
vil I Eders søn bede om,
at han vil mig trolove?«

7. »Ja, såmænd da vil jeg så,
jeg vil det gerne gøre.
Han lover sig aldrig nogen jomfru,
som mig kan kærere være.«

8. Den fyrstinde gik for sin søn at stå:
»Konning,« sagde hun, »herre,
hvor længe vilt du leve så
i slegtfredlevned mere?«

9. »Du skalt love skøn Anna, din viv,
din ægtebrud at være,
og da bliver Eders sønner syv
til ægtebørn med ære.«

10. »Nej såmænd, moder, gør jeg ej,
hun er af fremmede lande;
hendes forældre kender jeg ej,
hun er mig solgt tilhånde.«

11. Den herre lod da breve gå ud,
- ja, bryllupsbreve skrive;
en anden fæste sig til brud,
hans dronning skulle blive.

12. Skøn Anna står i højeloft,
hun hører de ridderes røste:
»Give det Gud Fader i Himmerig,
mit hjerte måtte brøste.«

13. Skøn Anna står i højeloft,
hun hører de riddere bolde:
»Hjælp nu, Gud Fader i Himmerig,
jeg måtte min kærest' beholde.«

14. Den herre går for skøn Anna at stå;
»Anna, du dejlige kvinde,
hvad haver du for gaver god
til min brud og fyrstinde?«

15. »Jeg vil give hende gaver rig',
konning,« sagde hun, »herre,
jeg giver hende mine sønner syv;
de skulle hendes tjenere være.«

16. »Det er slet ingen gave rig,
Anna, du dydelige kvinde;
andre gaver skalt du hende give,
vilt du mit venskab vinde.«

17. »Da skal jeg give hende gaver rig,
konning,« sagde hun, »herre,
jeg giver hende Eders eget liv,
jeg ville så nødig ombære.«

18. »Det er ingen gave rig,
Anna, du dydelige kvinde;
dit bedste guldspand du hende giv,
vilt du hendes venskab vinde.«

19. »Mit bedste guldspand skal hun ej få
jeg vil det ikke ombære;
det gav I mig til morgengave;
derfor fik I min ære.«

20. Den herre går for sin brud at stå:
»Min ædelige brud og fyrstinde!
Hvad for gaver giver I nu,
Anna, min slegfredkvinde?«

21. »Jeg vil give hende gave god,
konning,« sagde hun, »herre,
jeg vil give hende min gamle sko,
hende sømmer dem bedst at bære.«

22. »Sådan er ikke gaver nok,
min ædelige brud og fyrstinde;
I give hende andre gaver god,
om I mit venskab vil vinde.«

23. »Så vil jeg give hende gave rig,
konning,« sagde hun, »herre,
jeg vil give hende møller ni,
De ligge over Rin så ferre.«

24. »De møller ere så vel belagt,
de mere så vel beprydet;
det vil jeg for sanden sige,
de male kanel og hvede.«

25. Skøn Anna sagde: »Min ædle herre,
vil I mig det forlove,
at jeg må gå i højeloft,
Eders unge brud at skue?«

26. »Nej såmænd da, må du ej,
du må det ikke gøre;
kom ikke i det brudehus,
lad mig det ikke spør'e.«

27. Skøn Anna går for hans moder at stå
»Moder,« sagde hun, »frue,
må jeg i det brudehus gå
min herres brud at skue?«

28. »Ja såmænd da, må du så,«
sagde hans moder til hende:
»Tag kun dine bedste klæder på
med alle dine møer og kvinder.«

29. Skøn Anna ind ad døren tren
både med angest og møde;
hendes syv sønner de for hende gik,
var klæd i skarlagen røde.

30. Skøn Anna tager sølvkande i hånd,
for bruden begyndte at skænke;
tårerne hende på kinderne rand,
som hver vel selv kan tænke.

31. Den brud går for sin herre at stå:
»Konning,« sagde hun, »herre,
hvor er den skønne jomfru fra?
Hvi græder hun så såre.«

32. »Hør det kære, unge brud min,
jeg siger Eder for sandt:
Det er min søsterdatter fin,
er hentet af fremmede land.«

33. »Ak nej, min herre, det er ej så,
det kan jeg vel forstande;
Eders slegfredviv det være må,
råde Gud, hvor det vil gange.«

34. »Sandhed jeg Eder sige vil
til hendes sorrig og vånde;
hun blev mig budet for penge til
og sold af fremmede lande.«

35. »Det er hendes børn, som I her ser,
syv sønner for Eder stande;
de skulle nu Eders tjenere være,
det gør hende sorg og vånde.«

36. »Jeg haver mig en søster klein,
en søster, som hed Anna,
hun blev af røvere stjålet hen
og sold i fremmede lande.«

37. »Hun blev stjålet, da hun var barn
udi sin ungdomsåre,
hendes forældre til stor harm,
de sørger for hende så såre.«

38. »Est du, skøn Anna, søster min,
du ædle fiolsblomme;
ret aldrig glad var moder din,
siden du af landet mon komme.«

39. »Du est min søster, hør jeg vel,
det er nok åbenbare;
behold ikkun din herre selv,
Gud Eder længe spare.«

40. Der blev glæde over al den gård,
der var stor lyst og gammen;
den konning og skøn Anna da
blev begge viede tilsammen.

41. Hjem drog den unge brud igen
alt til sin faders lande;
den yngste søn fulgte hende hjem
hans moder var skøn Anna.