Kvæðasavn

Herr Peder lærer sin fæstemø

Annað heiti:
Engang skulle jeg min kærest' ven lære

Uppskrift: DKF 68.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Engang skulle jeg min kærest' ven lære
både i tugt og så i ære.

Æren er det fejreste træ udi skoven.

2. Min kærest' ven lære
bådie i tugt og så i ære:
Hvor du kommer i fruerstue ind,
vær snild i tale og tugtig i sind.

3. I fruerstue ind,
vær snild i tale og tugtig í sind;
ihvor du kommer til ridder' eller svende,
du vogte så vel din tale alene.

4. Til ridder' eller svende,
du vogte så vel din tale alene.
Det er langt bedre med æren at dø,
end stå for klaffersmund bleg og rød.

5. Med æren at dø,
end stå for klaffersmund bleg og rød,
det er ikke løgn, den vise mand sagde:
En liden lyst gør langvarig skade.

6. Den vise mand sagde:
En liden lyst gør langvarig skade;
hvo der vil lade skalken evne,
han skal stå mangen bleger stævne.

7. Skalken evne,
han skal stå mangen bleger stævne;
så er en ungersvend i sin tro,
ligesom man træder på trøskebro.

8. I sin tro,
ligesom man træder på trøskebro:
Broen brister, og manden falder ner,
så få de skam, som dem tro mer.

9. Manden falder ner,
så få de skam, som dem tro mer;
så er ungersvenden i sin tale,
alt som man griber en ål i hale.

10. I sin tale,
alt som man griber en ål i hale;
ålen løber bort og ned til bunde;
deres tale er falsk af hjertensgrunde.

11. Ned til bunde;
deres tale er falsk af hjertensgrunde.
Nu haver jeg min kærest' ven lært,
og hende følger både tugt og ære.

Men æren er det fejreste træ udi skoven.