Kvæðasavn

Hr. Ålebrands vise

Onnur heiti:
Jeg vil for Eder en vise kvæde
Skjold Bjørnevæje

Uppskrift: BrageIdun 2, pp. 181-186.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Jeg vil for eder en Vise kvæde,
hun er mig for Munden så vel tilrede.

2. For eder en Vise jeg kvæder forsand,
alt om en Konge i Danmarkes Land.

3. Om hannem en Vise jeg kvæde skal;
han var den fjærde Konge i Tal.

4. Om hannem en Vise jeg kvæder forsand;
Skjold Bjørnevæje, så hedder han.

5. Den Herre var sig så mild og blid,
dertil var han så dyderig.

6. Han var sin Faders eneste Søn;
men slig en Kæmpe fødtes aldrig af Køn.

7. Der han var gammel femten År,
i Styrke alle Kæmper han overgår.

8. Der han var gammel femten År,
så stærk en Bjørn han bandt og bar.

9. En Gang kom hannem i Hu og Sinde,
hvor han skulde Riger og Lande vinde.

10. Han lod udruste af sit Land
tolv tusind af de bedste, han fandt.

11. Han lod udruste en Flåde så stærk,
enten Sejer at vinde eller store Hofværk.

12. Så sejler han ved Afrikas Side;
han skænder og brænder over Afrika vide.

13. Så sejler han ved Afrikas Land,
at alle de gave sig under hans Hand.

14. Tilsidst kom han til en vildsom Ø;
der vilde et Trold tage hans Fæstermø.

15. Det Trold bød Kongen ud at dyste,
enten Sejer at vinde eller Jomfruen at miste.

16. Længe stod Kongen og tænkte ved sig:
skal dette Trold vinde Sejer af mig?

17. Skal dette Trold kaste mig for Ravn,
da vilde jeg ikke båret Kongenavn.

18. Kongen beder lægge sig Saddel på Hest;
mod Troldet vilde han Prøve en Dyst.

19. Kongen rendte til Troldet af Vrede,
så Troldets Hals gik sønder af Lede.

20. Og Kongen rendte til Troldet så fast,
at Troldets Hals i Stykker brast.

21. Det spurgtes over al Verden så vide,
den danske Konge var ude at stride.

22. Og det spurgtes ind til tyske Land,
at alle de gave sig under hans Hand.

23. Der var en Kæmpe inden tyske Land,
Her Alebrant så hedde han.

24. Her Alebrant så hedde han,
og han var Kejserens giverste Mand.

25. Her Alebrant stod og tænkte ved sig:
Krist give, den danske havde kommet mod mig.

26. Kejseren lod sine Ord så lyde:
»Tør du vel mod den danske at stride?«

27. Som de nu stod og snakkede så,
da kom der et Bud og stædtes for Bord.

28. Da kom der et Bud og stædtes for Bord:
»Her holder en Flåde udenfor.«

29. Alebrant han vrider sin snehvide Hand:
»Krist give, det var Kongen af Danmarkes Land«

30. De kaster deres Anker på hviden Sand,
og selv tren Kongen først på Land.

31. Og selv tren Kongen først på Land,
efter hannem fulgte tolv tusinde Mand.

32. Kongen op imod Byen så',
en forfærdelig Hær for Muren står.

33. En forfærdelig Hær for Muren står,
en skadelig Kæmpe for Hæren går.

34. En skadelig Kæmpe for Hæren går,
så Kongen sagde, han aldrig slig så'.

35. En skadelig Kæmpe går for den Hær,
han haver et skinnende, glinsende Sværd.

36. Kongen op imod Byen drog;
Her Alebrant sender hannem Breve imod:

37. »Enten skal du rømme af Land,
eller du bliver hunden i Liner og Bånd.«

38. Kongen svarer intet dertil;
han agter at prøve et andet Spil.

39. Kongen op imod Byen drog;
Her Alebrant drager hannem selver imod;

40. »Enten skal du rømme af Land,
eller du bliver Fange under Alebrants Hand;

41. Dine tapre Danske de ere så små,
de kunne ikke mod de tyske bestå.«

42. »Ere de små, så ere de raske,
de kunne så vel med Sværdene braske.

43. De kunne så vel med Sværdene fare.
Her Alebrant, du tage dig vare.«

44. Kongen taler til sin Hær:
»Vel op, I Danske, I trækken ud Sværd!«

45. Kongen lod sine Ord så lyde:
»Vel op, I Danske, lader Sværdene bide!«

46. De danske, de holdte sig sammen i Troppe;
så hugge de ned de tyske Kroppe.

47. Her Alebrant hug med Sværdet så fast,
men Kongen bødte for hvert hans Kast.

48. Haver du nu hugget af al din Magt,
da skulde du farre Ord have sagt.«

49. Da lod Kongen sin Styrke prøve,
han var til at se som en brølende Løve.

50. Da lod Kongen se sin Magt,
han holdt om Odden og slog med Skaft.

51. Han holdt om Odden og slog med Skaft,
så Alebrants Hoved i Stykker brast.

52. Kongen render i Hoben fræm;
der faldt for hannem så mangen Mand.

53. Som han da midt i Striden stod,
da kom til hannem så hastigt et Bud.

54. Da kom til hannem et Bud på Stand,
at Svensken havde indtaget Danmarkes Land.

55. Kongen lader til Stranden stå,
han vinder op Silkesejl i Rå.

56. Han vinder op Silkesejl med Sorg,
han stryger dem ej ned før end for Kronborg.

57. Kongen ind på København så';
vel hundrede Skibe på Havnen lå.

58. Vel hundrede Skibe på Havnen lå;
han så' de svenske på Slottet gå.

59. Sit Slot havde han så vel beprydet,
selv var han det ikke i Stand at bryde.

60. Han lå for København i Dagene fem;
ikke så vandt han Sejer i dem.

61. Han lå for København i Dagene ni,
og ikke så vandt han Slottet i di.

62. Kongen lod sine Ord så lyde:
han bad de svenske ud at stride.

63. De svenske toge så oppå:
»Et bedre Bud kunde vi ikke få.«

64. Om Morgenen, før end Solen oprand,
Da havde han væjet fem tusinde Mand.

65. Fem tusinde Mand ihæl han slog,
den svenske Konge til Fange tog.

66. Han lod hannem binde så overmåde fast;
hans Hjærte af Sorríg og Pine brast.

67. Nu haver han disse to Riger i Vålde,
så længe han lever, han dennem beholder.

(c) Dansifelagið í Havn