Kvæðasavn

Langben Rises og Vidrik Verlandssøns kamp

Onnur heiti:
Kong Diderik og hans kæmper
Kong Tidrik sidder udi Beren

Uppskrift: Vedel I, 4, DgF 7Bb.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Konning Tidrich stander paa Bern,
oc seer hand vd saa vide:
Gud giffue ieg viste de hellede saa stercke,
mig torde i Marken bide.

Der stander en Borg for Bern,
oc der boer vdi Konning Tidrich.

2. Det suarede Mester Hildebrand,
hand viste at orlogs oc stride:
Der ligger en Kempe paa Birtings Berg,
tør du hannem vecke oc bide.

3. Hør du Mester Hildebrand,
du est den Kempe saa sterck:
Du skalt ride fremmerst i Skoffuen i Dag,
oc føre vort Skioldemercke.

4. Der til suared Mester Hildebrand,
hand vaar en Kempe saa vijss:
Herre ieg fører icke eders Skioldmerck i Dag,
thi mig sømmer icke den Priss.

5. Det suared Vidrich Verlandssøn,
hand talde aff fuld god Hue:
Ieg vil være den første i Hoben i Dag,
igennem de Birtings Skoffue.

6. Det melte hand Vidrich Verlandssøn,
hand suarede det aff Vrede:
De Smede suenne mit Suerd saa smedde,
det bider saa vel paa Staal som Klæde.

7. De vaare vel Tre hundret Kemper,
de droge til Birtings Land:
De ledte effter Langbeeb Riser,
de hannem paa Skoffuen fand.

8. Det suared Vidrich Verlandssøn,
wi ville prøffue it vnderligt Spil:
I lade mig ride i Skoffuen først,
om i tro mig der til.

9. Det da suared Konning Tidrich,
ieg siger her saa for mig:
Finder du Langbeen Riser,
su døllie det icke for mig.

10. Det vaar Vidrich Verlandssøn,
hand kom paa Birtings Hede:
Der fant hand Langbeen Riser,
hand laa baade sort oc leed.

11. Det vaar Vidrich Verlandssøn,
hand stødte paa Riser met Skafft:
Du vogne op Langbeen Riser,
mig tyckis du soffuer vel hart.

12. Her haffuer ieg liggit i mange Aar,
oc huiltis paa vildende Hede:
Her kom aldrig den Kempe frem,
der mig torde vecke oc bide.

13. Her holder ieg Vidrich Verlandssøn,
met Suerd saa gaat ved Side:
Ieg skal dig aff Søffnen opuecke,
saa saare da skalt du suide.

14. Det vaar Langbeen Riser,
hand vincket op met sit Øye:
Hueden kommer oss denne Suend,
der saadane Ord lader liude.

15. Verland heder hand Fader min,
en Smed vaar hand saa skøn:
Bodild hede min Moder,
En Konning Daatter ven.

16. Skrepping heder mit fuld gode Skiold,
der er vdi mangen Pil skøt:
Blanck saa kaldis min stolte Hielm,
som mangt et Suerd haffuer brøt.

17. Skimming heder min ædle Hest,
er fød paa vilden Stod:
Mimmering kalder mand mit Suerd,
Er hærd i Kempe Blod.

18. Selff heder ieg Vidrich Verlandssøn,
vdi Jern saa er ieg klæd:
Staar du icke op paa din lange Been,
ieg giør dig visselig vræd.

19. Hør du Langbeen Riser,
ieg vil icke at dig lyue:
Kongen holder her vden for Skoffuen,
du skalt hannem Skatten giffue.

20. Alt det Guld som ieg ejer,
det giemmer ieg met stor ære:
Det vinder icke en Staald dreng aff mig,
oc det skal ingen Mand spøre.

21. Saa vng oc liden som ieg er,
skalt du mig her nu finde:
Dit Hoffuit vil ieg hugge dig fra,
oc saa dit meget Guld vinde.

22. Det vaar Langbeen Riser,
hannem lyster icke lenger at soffue:
Ride fra mig du vnge Heldt,
om dig lyster lenger at leffue.

23. Skimming sprang op met begge sine Been,
mit paa Risers Side:
Sønder da ginge hans Ribbeen siu,
oc saa begynte de at stride.

24. Det vaar Langbeen Riser,
greb sin Staalstang i Hende:
Hand slog it slag effter Vidrich,
at Stangen i Bierget vende.

25. Det vaar Langbeen Riser,
hand agtet at slaa saa vist:
Hesten løb hannem rammit aff,
det første slag hand miste.

26. Det melte Langbeen Riser,
oc hand tog til at iammer:
Nu ligger min Stang i Bierget fast,
som den vaar slagen met Hammer.

27. Vidrich loed sig icke forsømme,
hand vaar saa modig i Hue:
Vel op Skimming vent dig om,
oc monne du Mimmering noget due.

28. Hand tog Mimmering i baade sine Hender,
til Langbeen Riser hand rende:
Hand hug saa dybt i hans Bryst,
at Odden i Tarmene vende.

29. Da fick Langbeen Riser Saar,
oc vognet aff første Søffn:
Saa gierne haffde hand det vedergiort,
kunde hand haffue faaet den øffne.

30. Forbandet være du Vidrich,
oc saa dit Suerd ved din Side:
Du haffuer giort mig saar i mit Bryst,
der aff saa yppis min quide.

31. Jeg skal hugge dig Riser saa smaa,
som Løff bleff iblant støff:
Vden du viser mig dit Liggende Fæ,
som du haffuer i denne Skoff.

32. Du lade det Vidrich Verlandssøn,
du hug mig icke til døde:
Ieg vil vise det Huss,
er tagt met Guld hin røde.

33. Vidrich reed oc Riser krøb,
saa vjt ind at de Skoffue:
De funde det Huss met røde Guld tagt,
det skinde som brendende Lue.

34. Her er inde meget mere Guld,
end i dette Land kand være:
Du tag her fra den store Steen,
du løfft aff Hengsel disse Dørre.

35. Det suared Vidrich Verlandssøn,
hand fryctede for det gilde:
Det plejer ingen viss Kempe,
sin Styrcke paa Steene at spilde.

36. Det er i din mindste Kaanst,
du kan din Hest vel vende:
Ieg vil giøre mere met Finger to,
end du met begge dine Hende.

37. Saa tog hand den store Steen,
hand løffte den paa sin Herde:
Fuld vel Vidrich Verlandssøn,
hand agtet saa ont it Ferd.

38. Her er inde meget mere Guld,
end Femtan Konger formaa:
Hør du Vidrich Verlandssøn,
du skalt der først indgaa.

39. Det suared Vidrich Verlandssøn,
hand kiende saa vel hans Snid:
Du skalt selff først ind gaa,
thi det er Kempe sæd.

40. Det vaar Langbeen Riser,
hand ind ad Dørren saa:
Vidrich hug met begge Hender,
hand hug hannem Hoffuedit fra.

41. Saa tog hand det mande Blod,
smurde sig oc sin Hest:
Saa reed hand til Kong Tidrich,
sagde sig at være skamelig lest.

42. Saa tog hand den døde Krop,
oc reiste den til en Eeg:
Saa reed hand tilbage igien,
sagde aff denne vnderlige Leeg.

43. Her holde i alle mine staalbrødre gode,
alt vnder denne grønne Lide:
Langbeen Riser haffuer mig slagen i Dag,
det er min største quide.

44. Haffuer du faaet baade hug oc slag,
aff Riser da er det ilde:
Wi ville ride til Bern igien,
oc ingen mand her spilde.

45. Du vend dig Konning Tidrich,
du vend dig snart met mig:
Alt det Guld som Riiser haffde,
Det vil ieg vise dig.

46. Haffuer du slagen Riser i Dag,
det spøris offuer Lande saa vide:
Den Kempe fødis icke i Verden til,
Du maa io vel met stride.

47. Det vaar Konning Tidrichs Mend,
der de monne Riser see:
Saa lode de aff Skoffuen staa,
mand maate vel aff dennem lee.

48. De meente Riser skulde for vist,
sine lange Beene effter dem strecke:
Ingen aff dem saa torde hannem bie,
oc ingen saa vilde hannem vecke.

49. Det vaar Vidrich Verlandssøn,
hand gjorde der aff stor spee:
Hure skulde i hannem leffuendis bie,
i tør hannem icke døder see.

50. Vidrich stødte paa Kroppen met skafft,
saa Hoffuedit dreff i Marck:
Det maa jeg for sanden sige,
Riser vaar en Kempe saa sterck.

51. Saa toge de hans meget røde Guld,
de bytte det der paa stand:
Vidrich hørde den beste part til,
hand verffuet det met sin Haand.

52. Icke vaar hannem saa meget om Bytte,
den Seyr laa hannem i Sinde:
At det kunde spøres til Danmarck,
hand Langbeen Riser monne offueruinde.

53. Saa glade rede de til Bern igien,
Konning Tidrich glæddis allermest:
Tog hand til sig Vidrich Verlandssøn,
maatte følge hannem allernest.

Der stander en Borg for Bern,
oc der boer paa Konning Tidrich.