Kvæðasavn

Langben Rises og Vidrik Verlandssøns kamp

Onnur heiti:
Kong Diderik og hans kæmper
Kong Tidrik sidder udi Beren

Uppskrift: Syv I, 4.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Konning Tidrick sidder udi Bern,
Hand roser af sin Vælde:
Saa mangen haver hand tvungen,
Baade Kæmper og raske Helte.

Der stander en Borg heder Bern,
og der boer i Konning Tidrick

2. Konning Tidrick stander paa Bern,
Og seer hand ud saa vide:
Gud give Jeg viste de Hellede saa sterke,
mig torde i Marken bide.

3. Det svarede Mester Hildebrand,
Hand viste af Orloge og stride:
Der ligger en Kiæmpe paa Birtings Bierg,
tør du hannem vække og bide.

4. Hør du Mester Hilder brand,
du est en Kiæmpe saa sterk:
Du skalt ride fremmest i Skoven i Dag,
og føre vort Skioldemerke.

5. Der til svaret Mester Hildebrand,
Hand var en Kiæmpe saa viis:
Herre jeg fører ikke eders Skioldemerke i Dag,
thi mig sømmer ikke den Priis.

6. Der svaret Vidrich Verlandsøn,
Hand talde af fuld god Hue:
Jeg vil være den første i Hoben i Dag,
igiennem de Birtings Skofve.

7. Det medte hand Vidrich Verlandsøn,
hand svarede det af Vrede:
De Smede-Svenne mit Sverd saa smede,
det bider saa vel paa Staal som paa Klæde.

8. De vare vel Tre Hundrede Kiæmper,
de droge til Birgings Land:
de ledte efter Langbeen Riser,
de hannem i Skofven fandt.

9. Det svarede Vidrich Verlandsøn,
vi ville prøve et underligt Spil:
I lade mig ride i Skofven først,
om I tro mig dertil.

10. I holder her alle Danner Kongens Mænd,
Op under disse grønne Tvede,
imeden jeg rider i skofven frem,
Jeg vil os Veyen oplede.

11. Det var Vidrich Verlandsøn,
Han rider i Skoven frem,
Der fand hand saa liden en Sti,
som neder til Riser rand.

12. Det da svaret Konning Tidrick
jeg siger her saa for mig:
Finder du Langbeen Riser,
du dølg det ikke for mig.

13. Det var Vidrich Verlandsøn,
hand kom paa Birtings Hede:
Der fant hand Langbeen Riser,
hand laa baade sort og leed.

14. Det var Vidrich Verlandsøn,
hand stødte paa Riser med Skaft:
Du vaagne op Landbeen Riser,
Mig tykkis du sover vel hart.

15. Her haver jeg ligget i mange Aar,
og hviltis paa vildende Hede:
Her kom aldrig den Kiæmpe frem,
der mig torde vække og bide.

16. Her holder jeg Vidrich Verlandsøn,
med Sverd saa got ved Side:
Jeg skal dig af Søvnen opvække,
Saa saare da skalt du svide.

17. Det var Langbeen Riser,
hand vinket op med sit Øye:
Hveden kommer os denne Svend,
der saadanne Ord lader lyde.

18. Verland hede hand Fader min,
en Smed vaar hand saa skiøn:
Bodild hede min Moder,
en Konning Datter ven.

19. Skrepping heder mit fuld gode Skiold,
der er udi mangen Pil skøt:
Blank saa kaldis min stolte Hielm,
saa mangt et Sverd haver det brødt.

20. Skimming heder min ædle Hest.
Er fød paa vilden Stod:
Mimmering kalder mand mit Sverd,
er hærd i Kiæmpe Blod.

21. Selv hedder jeg Vidrich Verlandsøn,
udi jern saa er jeg klæd:
Staar du ikke op paa din lange Been,
jeg giør dig visselig vreed.

22. Hør du Langbeen Riser,
jeg vil ikke at dig lyve:
Kongen holder her uden for Skofven,
du skalt hannem Skatten give.

23. Alt det Guld som jeg ejer,
det giemmer jeg med stor Ære:
Det vinder ikke en Stalddreng af mig,
og det skal ingen Mand spøre.

24. Saa ung og liden som jeg er,
Skalt du mig her nu finde:
Dit Hofvet vil jeg hugge dig fra,
og saa dit megit Guld vinde.

25. Det var Langbeen Riser,
hannem lyster ikke lenger at sove:
Ride fra mig du unge Heldt,
om dig lyster længer at leve.

26. Skimming sprang op med begge sine Been,
og midt paa Risers Side:
Sønder da ginge hans Ribbeen siu,
og saa begyndte de at stride.

27. Det var Langbeen Riser,
greb sin Staa Staalstang i Hende:
Hand slog et Slag efter Vidrich,
at Stangen i Bierget vende.

28. Det vaar Langbeen Riser,
hand agtet at staa saa vist:
Hesten løb hannem rammet af,
det første slag Hand miste.

29. Det melte Langbeen Riser,
og hand tog til at jammer:
Nu ligger min Stang udi Bierget fast,
som den var slagen med Hammer.

30. Vidrich loed sog ikke forsømme,
hand var saa modig i Hue:
Vel op Skimming vendt dig om,
og monne du Mimmering noget due.

31. Hand to Mimmering i baade sine Hænder,
til Langbeen Roser hand rende:
Hand hug saa dybt i Brust,
at Odden i Tarmene vende.

32. Da fik Langbeen Riser Saar,
og vognet af første Søfn:
Saa gierne havde hand det vedergiort,
kunde hand have faaet den Øfne.

33. Forbandet være du Vidrich,
og saa dit Sverd ved din Side:
Du haver giort mig Saar i mit Bryst,
der af saa yppis min Qvide.

34. Jeg skal hugge dig Riser saa smaa,
som Løf blæs iblant Støf:
Uden du viser mig dit Liggende Fæ,
som du haver i denne Skof.

35. Du lade det Vidrich Verlandsøn,
du hug mig ikke til Døde.
Jeg vil vise dig til det Huus,
er takt med Guld hin røde.

36. Vidrich reed og Riser krøb,
saa vit ind at de Skofve:
de funde det Huus med røde Guld tagt,
det skinde som brendende Lue.

37. Her er inde meget meere Guld,
end i dette Land kand være:
du tag her fra den store Steen,
du løft af Hengsel disse Dørre.

38. Det svarede Vidrich Verlandsøn,
hand fryktede for det Gilde:
der pleyer ingen viis Kæmpe,
sin Styrke paa Steen at spilde.

39. Det er din mindste Konst,
du kand din Hest vel vende:
Jeg vil giøre meere med Fingre to,
du med begge dine Hænder.

40. Saa tog hand den store Steen,
hand løfte den paa sin Herde:
Fuld vel Vidrich Verlandsøn,
agtet hannem saa ond en Færd.

41. Her er inde meget mere Guld,
end Femten Konger formaa:
Hør du Vidrich Verlandsøn,
du skalt her først indgaa.

42. Det svaret Vidrich Verlandsøn,
hand kiende saa vel hans Snid:
Du skalt selv her først indgaa,
thi det er Kæmpe sæd.

43. Det var Langbeen Riser,
hand ind at Døren saa:
Vidrich hug med begge Hænder,
hand hug hannem Hofvedet fra.

44. Saa tog hand det Mande Blod,
smurde sig og sin Hest:
Saa reed hand til Kong Tidrich,
sagde sig være skammelig lest.

45. Saa tog jand den døde Krop,
og reyste den til en Eeg:
Saa reed hand tilbage igien,
sagde af denne underlige Leeg.

46. Her holde I alle mine Staldbrødre gode,
alt under denne grønne Lide:
Langbeen Riser haver mig flaget i Dag,
det er min største Qvide.

47. Haver du faaet baade Hug og Slag
af Riser, da er det ilde:
Vi ville ride til Bern igien,
og ingen Mand her meere spilde.

48. Du vend dig Konning Tidrick,
du vend dig snart med mig:
Alt det Guld som Riser havde,
det vil jeg vise dig.

49. Haver du slagen Riser i Dag,
det spøris over Land saa vide:
Den Kæmpe fødis ikke i Verden til,
du maa jo vel med stride.

50. Der var Konning Tidrichs Mænd,
der de monne Riser see:
Saa lode de ad Skofven staa,
Mand maate vel ad dennem lee.

51. De meente Riser skulde forvist,
sine Been efter dem strekke:
Ingen af dem saa hannem bie.
og ingen saa vilde hannem vække.

52. Det var Vidrich Verlandsøn,
han giorde der af stor Spee;
Hvor skulde I hannem levendis bie,
I tør hannem ikke døder see.

53. Vidrich stødte paa Kroppen med skaft,
saa Hofvedet dref i Mark:
Det maa jeg for sandingen sige,
Riser var en Kæmpe saa sterk.

54. Saa toge de hans meget røde Guld,
de bytte det der paa stand:
Vidrich hørde den beste Part til,
Hand hvervet det med sin Haand.

55. Ikke var hannem saa meget om Bytte,
den Seyr laa hannem i Sinde:
At det kunde spøres til Danmark,
hand Langbeen Riser monne overvinde.

56. Saa glade rede de til Bern igien,
Konning Tidrick glæddis allermest:
Tog hand til sig Vidrich Verlandsøn,
Maatte følge hannem allernest.

Der stander en Borg for Bern,
Og der boer paa Konning Tidrick.