Kvæðasavn

De vare vel syv og syvsindstyve

Onnur heiti:
En vise om de fornemste gamle Kæmper, og om Sivard Snaren Svends kamp med herr Humble
Kong Diderik

Uppskrift: DKF 5.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. De vare vel syv og syvsindstyve,
der de droge ud fra Hald,
og der de kom til Brattingsborg,
der sloge de deres tjeld.

Det donner under ros,
der danske hofmænd udride.

2. Kong Nilaus står på højen tind,
og ser han ud så vide:
»Hvi have de kæmper deres liv så fal,
at dem lyster her at stride.«

3. »Hør du Sivard Snaren-Svend,
og du haver vanket så vide;
du skal friste de kæmpers våben
og til dem i tjelden ride.«

4. Det var Sivard Snaren-Svend,
han ind under tjelden tren.
»I ere min herre velkommen,
I Dannerkongens mænd.«

5. »I lade Eder ikke fortykke,
I tage det ikke for spe;
dysten ville vi sammen prøve,
Eders våben I lade mig se.«

6. Der stander i det første skjold:
En løve vel så bert
med kronen af det røde guld.
Det er kong Tidriks mærke.

7. Der skinner i det andet skjold:
En hammer og en tang.
Det fører Vidrik Verlandsøn,
og ham tager ingen til fange.

8. Der skinner i det tredje skjold:
En gam så rød som guld.
Den fører Helled Hogen;
han er en kæmpe tilfulde.

9. Der skinner i det fjerde skjold:
En ørn og den er rød.
Den fører han Olger Danske,
han hugger de kæmper tildøde.

10. Der skinner i det femte skjold:
En siddende høg på hald.
Den fører mester Hildebrand,
han vover med kæmper et fald.

11. Der skinner i det sjette skjold:
En lind og den er grøn.
Den fører han unge herr Humble
dronning Elines ældste søn.

12. Der skinner i det syvende skjold:
En skøn forgylden spore.
Den fører han ridder Hogen;
for han ville videre vorde.

13. Der skinner i det ottende skjold:
Tre pile og de ere hvide.
Dem fører han Vidrik Stagesøn;
man må vel på hannem lide.

14. Der stander i det niende skjold:
Ulven alt så stærk.
Den fører han unge Ulv van Jærn;
han brugte så stort hofværk.

15. Der stander i det tiende skjold:
En fedel og en bue.
Dem fører han Folkvar Spillemand;
han ville drikke og ikke sove.

16. Der skinner i det elevte skjold:
En lindorm end så led.
Den fører Orm hin ungersvend;
han frygter for ingen mands vrede.

17. Der kom frem det tolvte skjold:
Der skinner på brændende brand.
Den fører han Brand på Vifferlin
gennem herrers og fyrsters land.

18. Der stander i det trettende skjold:
En tavle så rød af guld.
Den fører Harald Gridske;
han er en staldbroder huld.

19. Der stander i det fjortende skjold:
En kappe og en kølve.
Dem fører den munk Broder Alsing;
han kunne de kæmper stille.

20. Han haver en skærekniv ved side;
skalerne ere af bly.
Den kniv er elleve alen lang,
som dingler ved hans side.

21. Der lagdes frem det femtende skjold:
Der skinner tre dragne sværd.
Dem fører Esmer kongens sønner
i al deres herrefærd.

22. Der blev set det sekstende skjold:
En ravn med vinger brune.
Den fører rigen Rådengård,
som vel kunne digte og rime.

23. Der skinner på det syttende skjold:
En hest og den er hvid.
Den fører greve herr Guncelin;
han beder slå og ikke.

24. Der skinner i det attende skjold:
Et vildsvin og en mand.
Det fører greven af Bjærgelide,
sit sværd vel røre kan.

25. Der skinner i det nittende skjold:
En hund og en så rask.
Den fører Øjesten kæmpe,
en vovehals uden falsk.

26. Der skinner i det tyvende skjold:
En rose iblandt ris.
Hvor herr Normand kommer i strid,
der vinder han stor pris.

27. Der stander i det næste skjold:
En kedel gjort af kobber.
Den fører herr Magnus Olgersøn;
han vinder både slotte og borge.

28. Ind kom andet og tyvende skjold
med sundheds forgyldte mærke.
Det fører herr Asbjørn milde,
de kæmpers ryg lærer at værke.

29. Det var det tre og tyvende skjold:
En arm udi en lænke.
Den fører han Alvor Lange;
han plejer for kæmper at skænke.

30. Der skinner i det næste skjold:
Der skinner i et sværd.
Det fører herr Humble Jersing,
han er det fuld vel værd.

31. Der skinner i fem og tyvende skjold:
En falk og den er grå.
Den fører kæmpen allerbedst,
som kaldes herr Iver Blå.

32. Der skinner i seks og tyvende skjold:
Der skinner i et spyd.
Det fører han lille Mimmering Tand;
for ingen mand vil han fly.

33. Der kom frem det sidste skjold;
det var en falk så hvid.
Den fører Sivard Snaren-Svend;
for han ville altid stride.

34. Slig en kæmpe og mærke var her;
hvo kan dem alle fortælle?
Det var Sivard Snaren-Svend,
han kunne ej længer dvæle.

35. »Er her nogen af kongens mænd,
som dysten lyster at ride?
Han tøve nu ikke forlænge,
han møde mig på denne hede.«

36. »Hvo af Eder, I danske hofmænd,
som dysten kan ride bedst,
med hannem så vil jeg ride i dag
om begge vore gode heste.«

37. De kæmper kasted tærning på tavlebord;
de tærninger randt så vide,
og de faldt unge Humble til,
han skulle med Sivard ride.

38. Herr Humble slog de tavlbord sammen,
han lyster ej længe at lege.
Det vil jeg for sandheden sige,
hans kinder bleve så blege.

39. Det var ungen herr Humble,
han går den fruerstue omkring;
så går han i højeloft
for konning Tidrik ind.

40. »Hør du, Vidrik Verlandsøn,
du est så fri en mand,
vil du låne mig Skimming i dag,
jeg sætter dig derfor pant.«

41. »Ikke fanger du af Skimming i dag,
foruden du sætter god pant:
Løsning skov og femten borge,
de bedste udi dit land.«

42. »Otte borge i Birtingsland,
dem sætter jeg dig til fæste;
dertil min søster, den liljevånd,
mig tykkes hun er den bedste.«

43. »Sivard er en stærblind svend,
ser ikke sin glavind til ende.
Får Skimming nogen skade i dag,
du ej bøder med alle dine frænder.

44. Så løber sværdet i Sivards hånd
som kringlen ringler i spore.
Du vogte dig, unge herr Humble,
kom ikke for den dåre.«

45. »Borge ni og riddere syv
dem sætter jeg dig til pant.
Får Skimming nogen skade i dag,
du tage min søster på hånd.«

46. »Vare nu alle disse bjærge af guld
og alt dette vand var vin;
ej vilde jeg have det for Skimming i dag;
jeg takker Gud, han er min.«

47. Så satte han sig på Skimmings bag,
så gladelig monne han ride.
Skimming tyktest det underligt,
at hannem stod spore i side.

48. Der skinner på Humbles forgyldte skjold
som solen ved midsommertide.
»Herre Gud nåde mig fattige svend,
skal jeg her holde og bie.«

49. Det første ridt de sammen red;
- de helte vare begge så stærke, -
sønder gik Humbles sadelring,
hans skjold drev lang i mark.

50. »Mig tykkes du est en favr ungersvend,
din hest kan du vel ride.
Stat nu af og gjorde din hest,
et stød vil jeg dig bie.«

51. Det andet ridt de sammen red
- de vare to kæmper både -,
da brast begge deres sadler itu,
og Humble for saddelbue.

52. »Nu haver jeg dig fra hesten skudt;
nu haver jeg vundet din hest.
Sig mig gode herr Humble,
hveden du kommen est.«

53. »Nu haver jeg vundet af dig pris,
og Skimming han er min.
Sig mig unge yske svend
af slægt og afkom din.«

54. »Kong Abelon er min fader,
en konge over Birtingsland;
dronning Eline er min moder,
det siger jeg dig forsand.«

55. »Dronning Eline er min moder,
»en dronning gæv og fin.
Konning Abelon Hårde-Stål;
så kaldes fader min.«

56. »Selv hedder jeg ungen herr Humble;
en kæmpe over Birtingsland;
af kæmpeslægt så vidt berømt
som nogen mand rejse kan.«

57. »Er kong Abelon din fader,
da est du min frænde;
da giver jeg dig din hest igen;
jeg dig ikke førre kendte.«

58. »Er dronning Eline din moder,
- hun er min fuld gode ven -
så tage du nu Skimming igen,
du est min søstersøn.«

59. »Tag nu begge de skjolderemme
og bind mig til denne eg
og rid så til kong Tidrik
og sig, du vandst den leg.«

60. Ind kom ungen herr Humble,
var klædt i kjortel grøn.
»Nu haver jeg vundet min hest igen
og bundet den skellige svend.«

61. Ind kom Humble i støvle og spor',
han kasted sit sværd på bord.
»Sivard står i skoven bunden,
han taler ikke et ord.«

62. »Jeg har været mig i den lund
og fanget den kæmpe god.
Tog jeg Sivard Snaren-Svend,
bandt hannem ved egerod.«

63. »Hør du ungen herr Humble
og du farer alt med tant.
Det var alt med vilje gjort,
om du Sivard bandt.«

64. Det var Vidrik Verlandsøn,
og han ville alting vide:
»Jeg rider mig i rosens lund
og ser, hvor Sivard mon lide.«

65. Vidrik taler til sin dreng:
»Læg saddel på gangere grå.
Jeg vil mig i marken udride
og se, hvor Sivard må.«

66. Sivard han står udi lunden
og ser han Vidrik ride.
»Finder mig Vidrik bunden her,
han hugger mig ribben fra side.«

67. Frem lakked Vidrik Verlandsøn,
og Skimming mon under ham skride.
Sivard rykker op egen med rod:
han turde hannem ikke bide.

68. Dronningen står i højeloft,
og ser hun ud så vide:
»Hisset kommer Sivard Snaren-Svend
med egen ved sin side.«

69. Det meldte dronning Eline,
der hun så Sivard komme:
»Såmænd du gjorde det af nød,
du togst op tidlige blomme.«

70. Kongen stander ved borgeled
udi sin brynje så ny:
»Se hisset kommer Sivard Snaren-Svend,
han fører os sommer i by.«

71. Der går dans på Brattingsborg,
der danse de stærke helte;
der danser Sivard den stærblinde svend
med egen under sit bælte.

Det donner under ros
der danske hofmænd udride.