Kvæðasavn

Ulf van Jærn

Annað heiti:
Det var ungen Ulf van Jern

Uppskrift: DKF 7.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Det var ungen Ulf van Jern,
han ganger for kongen at stande:
»Ville I låne mig af Eders mænd
min faders død at hævne?«

Det klager den svend,
som fangen ligger på hede.

2. »Jeg vil låne dig af mine mænd,
og selv vil jeg dig følge.
Beder du Vidrik Verlandsøn,
så fremmer han din vilje.

3. Jeg vil låne dig af mine mænd
og helst ud af de bedste;
Vidrik og stærke Tidrik,
de kunne vel kæmper friste.

4. De ere to helte, stærke og bolde,
som striden have vundet før;
der ræddes for dennem i alle land,
hvo deres navne monne høre.«

5. Ind kom danekongen,
han skinned som brændende lue:
»Hvo af Eder, mine dannesvende,
vil følge min frænde til hove?«

6. Kongen ganger på gulvet frem
med sølvkar i hviden hænde:
»Hvilke af mine gode hofmænd
vil følge af landet min frænde?«

7. Alle da skøde de hætte for mund,
og ingen turde kongen svare
foruden Vidrik Verlandsøn,
han gjorde deraf en pare.

8. Det var Vidrik Verlandsøn,
han gjorde deraf gammen:
»Det var som vi drukke mjød af skål,
kunne vi ellers komme tilsammen.«

9. Tidrik blev så fyrig i sind,
han ivredes ved det ord;
han hug hoved fra kæmper to,
kasted dem for kongens fod.

10. Det svared Vidrik Verlandsøn,
han tænkte på hæder og ære:
»Skikke vi frem vort sendebud,
vi komme ustjålne der.«

11. Det var ungen Hammer hin grå,
og han løber østen af by;
hvert det menneske hannem så,
de fælde både lød og lyd.

12. Det var ungen Hammer hin grå,
og hannem skinner guld på bryste;
der kunne hverken høg eller hund
følge den svend til gæste.

13. Hannem skinned perle på bryste,
hvert menneske undred derved;
ingen fugl var under solen så snar,
der hannem kunne følge til bed.

14. Ind kom ungen Hammer hin grå,
og stedtes han for bord;
han var snild og kræng i tale,
han kunne vel føje sine ord.

15. »Her sidde I konge af Bratens Vendel;
de andre vil jeg ej nævne;
i morgen kommer ungen Ulf van Jern
sin faders død at hævne.«

16. »Langt heller måtte han hjemme være
og vogte det fæ under lide,
end han tør sende mig sådanne bud,
i morgen med mig at stride.«

17. »Det bedre var hannem hjemme at være
og krybe en orm under hald,
end han skulle yppe den hadings-kiv,
der som hans fader faldt.«

18. »Det bedre var hannem hjemme at tøve
og krybe under torne så stinde;
hans fader stod mig ej hug uden et,
han står mig selv halvt mindre.«

19. »Hans fader stod mig ej uden et hug
alt udi Birtings halde;
det andet hug jeg til ham slog,
da monne den kæmpe falde.«

20. »Hør I konge af Blide-Vendel,
I holde tand for tunge;
op da vokser den unge rakke
med hvasse tænder i munde.«

21. »Der er ingen kæmpe i verden til,
hvorfor jeg ræddes tør,
foruden Vidrik Verlandsøn,
og han er ikke der.«

22. Dertil svared det sendebud,
- det ord gjorde hannem stor vånde:
»Det er Vidrik Verlandsøn,
som striden skal forestande.«

23. Det var en af kongens kæmper,
han svared: »Jeg vel ved,
hvo han er, Vidrik Verlandsøn,
hans fader var en smed.«

24. »Jeg var en smed på Dovrefjæld,
som kæmper de drukke inde.
Vidrik drev der dårespil,
det ganges mig aldrig af minde.«

25. »Femten kæmper slog han ihjel,
han agted det for en leg;
jeg stod så nær, jeg så derpå,
jeg gjordes i Kinderne bleg.«

26. »Hør du, gode Hammer hin grå,
så gerne beder jeg dig:
vedst du noget om Vidrik,
du dølg det ikke for mig.«

27. »Lå end Vidrik i højenloft syg
og kunne sin hest ej ride;
dog finge I vel de dannesvende,
Eder kunde i marken bide.«

28. Det svared kongen af Blide-Vendel,
han svared som en mand:
»Jeg møder i morgen i høvding-storm
om hesten mig bære kan.«

29. Op stod en af kongens kæmper,
og så tog han på:
»Vidrik er en kulbrænders søn,
vi ville hannem vel bestå.«

30. Det fortrød han, Hammer hin grå,
han vrededes ved det ord,
så slog han den kæmpe,
at han faldt død til jord.

31. Det meldte kongen af Bratens-Vendel,
han blev så vred i mod:
»Hvi slogst du min gæveste kæmpe
til døde for min fod?«

32. Dertil svarede Hammer hin grå:
»Jeg dølger det ikke for dig,
aldrig kunne jeg det lide,
at nogen spotter Vidrik eller mig.«

33. Det da svared det sendebud,
han lod sig meget tykke:
»Havde du været en ædel mand,
du havde mig budet at drikke.«

34. Det var ungen Hammer hin grå,
og han begyndte at hikke:
»Hører I konge af Bratens-Vendel,
I give mig noget at drikke.«

35. De båre ind atten læster øl;
dem drak han i en drik.
Han slog de tønder for kongens fod,
de ginge i hundrede stykker.

36. Bort løb ungen Hammer hin grå;
han stedtes for Vidrik hin fromme:
»I hvæsse Eders spyd, I skærpe Eders sværd,
i morgen vil kongen komme.«

37. De rede al den mørke nat
alt over den sorte hede;
der skinned lys, som det var dag,
udaf våben deres.

38. De rede frem for Birting,
igennem Birtings-myre;
syv hundrede vare de kæmper stærke,
vare læste i brynje dyre.

39. De rede frem for Birting,
igennem Birtings by,
og der sloge de deres folk i ring,
gjorde Vidrik til høvedsmand påny.

40. På Birtings hede der sloge de deres fane,
en løve så man der flyve;
der var så mangen uskyldig mand,
som der måtte lade sit liv.

41. De hug med sværd, de skød med bue,
og hver som mest kunne volde;
ud så gik den røde sved
og ilden af deres skjolde.

42. Det var kongen af Birtings-Vendel,
gennem gyldene hjelm han så:
»Hvem er fremmest i hoben i dag,
mit folk så ilde mon gå?«

43. Det da meldte den liden smådreng,
som kongen red allernæst:
»Det er Vidrik Verlandsøn,
sidder på sin stærke hest.«

44. Det svared en af kongens kæmper;
thi han vel Vidrik kendte:
»Det er Vidrik Verlandsøn
med Mimmering i hænde.«

45. Dertil svared kongen igen,
han så gennem hjelm hin trange:
»Ikke strider jeg mod det skjold,
som skinner i hammer og tange.«

46. »Usselig strider jeg mod det skjold,
som skinner i hammer og tange;
visselig bliver jeg slagen i dag,
thi Vidrik tager ingen til fange.«

47. »Blandt hedninger og kristne,
der lystede mig at gæste;
foruden Vidrik Verlandsøn,
det bliver ikke for mit bedste.«

48. Det var kongen af Bratens-Vendel,
han tog sin hest med spore;
han red til Vidrik Verlandsøn,
vilde hannem fælde til jord.

49. Det var kongen af Blide-Vendel,
og han hug i så fast!
Ikke kunde Vidrik andet gøre
end bøde for hans kast.

50. »Nu haver jeg stået dig atten hug,
vel flere og ikke færre;
du stat mig et for alle dem
alt for din kongelige ære.«

51. »Haver du stået mig atten hug,
hvad de ere flere eller færre;
jeg står dig lige så mange igen,
og bliver ej konge desværre.«

52. Så tog han en silketråd,
bandt om sin hjelm hin røde:
»Det spør ikke min fæstemø,
en smedsvend slår mig til døde.«

53. Vidrik taler til sit sværd:
»Mimmering monne du noget due;
det var ikke i femten år,
jeg hug af vredere hu.«

54. Så fast holdt han om gyldent håndfang,
at blod sprang af neglerod,
han hug på kongens forgyldte hjelm,
at odden i sadelen stod.

55. Det var Vidrik Verlandssøn,
han holdt under grønne lide:
»Er her nogen af kongens kæmper,
som lyster her mere at stride?«

56. Nu ligger kongen af Bratens-Vendel,
og hannem rinder blod så rød,
så glad var ungen Ulf van Jern,
han hævned sin faders død.

57. Det var ungen Hammer hin grå,
han blikker op med sine øjne:
»De ligge nu alle og tie så kvær
som musen i første søvn.«

58. Så glade ride alle de kongens mænd
med Ulf van Jern fra stævne.
Tak have Vidrik Verlandssøn,
hans faders død han hævn'de.

Det klager den svend,
som fangen ligger på hede.