Kvæðasavn

Kongen råder for borge

Onnur heiti:
Kong Diderik i Birtingsland
Hvitting Helfredsøn og Isald Konning

Uppskrift: DKF 11.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Kongen råder for borge
og så for alle land
og så for mangen rasken helt
med draget sværd i hånd.

Men kongen råder for borgen.

2. Lad bonden råde for sin bo,
den hofmand for sin hest;
men kongen udaf Dannemark
han råder for borg og fæste.

3. Kong Tidrik sidder på Brattingsborg
og ser han ud så vide:
»Ingen ved jeg i verden til,
der være kan min lige.«

4. Svarede Brand van Vifferlin;
thi han haver vandret så vide:
»Jeg vil vise Eder kæmper stærke,
som med Eder tør stride.«

5. »Han hedder Isald konning fin,
han bygger på Birtingsland;
han haver dem i følge med sig,
som stride mod ulvetand.«

6. »Han haver dem i følge med sig,
som stride mod bjørnetand;
han vil intet andet æde
end kød af kristen mand.«

7. »Hver den dag, det i østen dages,
da fersker han sin mund
med orme, padder og andet ukrudt
thi han er af helvedes grund.«

8. Det var Isald konning,
og så tog han på:
»I tale til min smådreng,
bed hannem for mig indgå.«

9. »Hør du, vakker ungersvend,
du skalt mit ærind' bortride
til kongen udaf Brattingsborg;
jeg agter med hannem at stride.«

10. »Enten bed hannem skatten yde
eller vare på krig og fejde.
Han må visselig vare på et,
jeg giver ham ingen lejde. «

11. Det svared vakker ungersvend
- han var så kræng i tale -:
»Jeg skal føre Eders budskab frem
skulle jeg end lægges i dvale.«

12. Ind kom liden smådreng,
og stedtes han for bord:
»Høre I det, kong Tidrik,
min herre har sendt Eder ord.«

13. »Enten skal I den skat udgive,
som lovet var i fjor;
eller I møde min herre i mark;
der bliver så stort et mord.«

14. »Ikke vil jeg den skat udgive,
som jeg var aldrig van;
før vil jeg drage til Birtingsland
og drage mit sværd af spån.«

15. Svared det Hvitting Helfredsøn
- han vorde så højt at le -:
»Skulle I til Birtingsland i år,
da ville jeg være på red.«

16. »I fjor var du på Birtingsland,
og der misted du din hest;
såmænd ved Hvitting Helfredsøn,
du sidder her hjemme bedst.«

17. »Bliver jeg hjemme på Brattingsborg,
da miste jeg fod og hånd;
har jeg ikke hest at ride på,
så løber jeg med af land.«

18. De rede ud af Brattingsborg
så mange helte trøste;
der måtte stene revne ved,
og jorden under dem briste.

19. Der red ud kong Tidrik
med løven i sit mærke;
deri skinned den gyldne krone
så vidt over alle marke.

20. Der red Vidrik Verlandsøn;
han fører hammer og tange;
der rede Esmer kongens sønner,
de vare både stærke og lange.

21. Der red rigen Rådengård,
han var en kæmpe stærk;
der red konning Sigfred;
han førte kongens mærke.

22. Så kom Sivard Snaren-svend
med pile, de vare hvide;
så kom Brand van Vifferlin,
for ingen ville han vige.

23. Dernæst red Helled Hogen;
han var en rosens-blomme;
der red Folkvard spillemand
med draget sværd i hånd.

24. Der red ungen Ulf van Jern,
og hannem bar hest så skøn;
efter red ungen herr Humble
og så herr Sigfredsøn.

25. Der red Gonther Gernafl
med pilen på spændte bue;
der red Sonne Folkvardsøn;
han var så modig i hu.

26. Der red liden Grimmer
med sin forgyldte brynje;
der red Sejr hin raske;
for ingen ville han rømnme.

27. Og det var hården Angelfyr,
han taler til Guncelin:
»Hvo, som ej anden hest kan få,
han løbe på bare ben.«

28. Så kom mester Hildebrand;
han sad så fast på hest,
efter kom munk broder Alsing,
han tjente de kæmper næst.

29. Der red Orm hin ungersvend
han var så modig i sinde.
Alle da vare de glade og trøst,
de agted den sejr at vinde.

30. De rede ud af Brattingsborg,
som de kunne allerbedst;
efter løb Hvitting Helfredsøn;
thi han havde ingen hest.

31. Så længe løb han Hvitting,
han blev i huen så vred,
han slog en kæmpe fra hesten ned
og satte sig op og red.

32. Det var herr kong Tidrik,
han sig tilbage så:
»Nu ser jeg den hofmand ride,
som før var van at gå.«

33. »Hør du Hvitting Helfredsøn,
du giv mine ord vel gem:
Du skal drage til Birtingsland
og føre os skatten hjem.«

34. Det var Hvitting Helfredsøn,
tog til så højt at le:
»Skal jeg drage til Birtingsland,
vi blive ikkun kæmper tre.«

35. »Jeg får dig, Vidrik Verlandsøn;
den anden, Tidrik van Bern;
de ere de bedste orlogsmænd,
som stride med kæmper gerne.«

36. De satte dem på deres heste,
de rede så langt af led.
Det vil jeg for sanden sige,
de vare i hu så vrede.

37. Kuren stander på værne,
og ser han ud så vide:
»Hisset ser jeg de kæmper tre,
mig tykkes, de ere så vrede.«

38. »Den ene er Hvitting Helfredsøn,
han misted i fjor sin hest;
det må I tro mig, om I vil,
han bliver så hård en gæst.«

39.»Den anden er Vidrik Verlandsøn,
bær hammer og tang i mærke;
den tredje er Tidrik van Bern,
ere alle kæmper stærke.«

40. De satte deres heste i borgegård,
i slottet ginge de ind;
det måtte hver mand på dem se,
de vare så vrede i sind.

41. Så toge de den portner,
hug hannem i stykker små;
så ginge de i stuen ind,
for kongen monne de stå.

42. Svared det Isald konning,
og talede han et ord:
»Hveden ere de tabe svende,
som stå her for mit bord.«

43. Meldte det kongens skænker,
som skænkte mjød og vin:
»Tage vi vore hvasse spyd,
vi drive dem tilbage igen.«

44. Det var Hvitting Helfredsøn,
han tog den skænker i skæg;
han slog ham under øret,
så hjernen stank på væg.

45. Det var Hvitting Helfredsøn,
han gjorde deraf en leg;
han kasted det døde lig på bord:
»Hvo plukker mig denne steg?«

46. Og frem tren Tidrik af Beren,
drog sværdet af gylden kavle;
han hug på Isald konning,
så odden stod i hans navle.

47. Frem tren Vidrik Verlandsøn,
og han hug sig en ring;
firti kæmper slog han ihjel,
og selv løb han omkring.

48. Ind kom kongens moder,
gammel og grå, hun græd;
det må I tro mig, om I vil,
der blev fuld ond en leg.

49. Det var Hvitting Helfredsøn,
han hende med sværdet bødte;
køs hun sønder hans gode sværd,
det brast i femten stykker.

50. Køs hun sønder hans gode sværd,
så det i hjaltet brast.
Han tog hende om begge ben,
han slog hende i så fast.

51. Hun skabte sig i trane ligne,
hun fløj så højt i sky.
Hvitting udi fjederham,
han lod fast efter fly.

52. De fløj i dage, de fløj i to,
og hverken da finge de ro;
så tog han tranen om begge ben,
rev hende i stykker små.

53. De rede ud af Birtingsland
med dragne sværd i hænde.
Alle da ligger de kæmper døde,
det monne så fast på kende.

Men kongen råder for borgen.

(c) Dansifelagið í Havn