Kvæðasavn

Vi hugge med kårde

Annað heiti:
Kong Ragnars tredie vise

Uppskrift: DKF 14.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Vi hugge med kårde,
der ormen hin svare
jeg overvandt
i Sveriges lande,
og Tore for sande
gik mig til hånd.
Jeg hende værd tykte
at tage i favn;
så vide gik rygte
af Lodbrogs navn.

2. Vi hugge med kårde,
fuld lidet til åre
jeg var dengang;
i Østerestrande
med blodige pande
så mangen svam;
da gaves de fugle
spisen så rund;
de rader vi kulte
i Øresund.

3. Vi hugge med kårde:
på bagen mig nå'de
kun tyve år;
der otte jar(e)ler
som armeste trælle
fulde til jord.
Der luktes så mangt
et øje til;
det spurgtes vel langt,
jeg sige vil.

4. Vi hugge med kårde
i striden hin hårde.
Til Odins hjem
de helsinger ginge,
vor flåde kan tvinge
den vekselstrøm.
I skjolde og brynje
da bed den od,
der sværdet mon grine,
blev bølgen blod.

5. Vi hugge med kårde;
slet ingen sig spar'de,
men måtte slå.
Herod monne falde
så kæk over alle
på bølgen blå.
Man ingen kan minde
til skibs som han;
han mødte sin fjende
som en mand.

6. Vi hugge med kårde
og skjolde nedlagde,
da spydet blank
med jernet hint hårde
der uden al nåde
i mangen sank.
Kong Ravn der mon kvide
af banessår,
og blodet randt stride
af hoved og hår.

7. Vi hugge med kårde,
og ravnen sig spå'de
til feden bråd.
Vi redte på love
vilde dyr ud af skove
en davre kåd.
Da pilene stødte
som hagel af sky,
og buerne bødte,
der gik af ry.

8. Vi hugge med kårde,
og sværdene råbte
i højen sky.
På Uldene hede
blev Ejsten hin lede
i våbengny.
Hans guld vi mon tømme;
den hjernemost
sprang af dem i strømme
som vand af post.

9. Vi hugge med kårde;
vi hærdede sværde
i mandeblod;
da kløv'des de skjolde
for Borringholms volde
af pile og skud,
kong Volmer vi lav'de
et birtingsbad;
de høge der havde
nok til sin mad.

10. Vi hugge med kårde;
den strid åbenbare
tog overhånd.
Der måtte da falde
kong Frejer med alle
i Flemingsland.
På panser og sværde
der blodet flød.
Hver jomfru da kærde
sin bolers død.

11. Vi hugge med kårde,
slog inden skibsborde
foruden tal.
Ved Engelands side
seks dage vi stridde,
kong Vatiof faldt;
der hulde vi messe
og ottesang,
så det udi fæste
og odden klang.

12. Vi hugge med kårde,
fra sværdene hårde
da regnede blod;
der ravnen fik føde
af dennem, som døde
ved Bardeflod.
Af giftige pile
så hart det bed;
af panden mon ile
så blodig' sved.

13. Vi hugge med kårde,
vi gjorde os hårde
mod sorten kunst;
vi brynjer brøde
og hjelme afstødte
uden al gunst.
At røre de buer,
det var slig harm
som skønne jomfruer
at tage i arm.

14. Vi hugge med kårde;
der fjenden erfar'de
vort våbenbrag:
Hvo ikke undfly'de,
men os vill', anbyde,
ej så mere dag;
det var som at kysse
en enke ung;
vi monne dem dysse
i søvnen tung.

15. Vi hugge med kårde,
Hertiof sig var'de
og brugte ben.
På Ørknøers lande
Ragnvalder forsande
fik dødsens men;
da greb der stor kvide
den høgeflok;
thi Ragnvald i stride
dem skaffede nok.

16. Vi hugge med kårde,
den ene tvært over
den anden lå.
Irernes herre
tord' ikke udskære
sin fjendes bag.
Af krager og ravne
kong Marstens krop
med flere, man savner,
der ådes op.

17. Vi hugge med kårde,
så mangen helt torde
der yppe kiv.
I oddenes trætte
der Agner tilsætte
sit unge liv;
han haver gjort mange
så bange kår,
nu monne han lange
sit banesår.

18. Vi hugge med kårde;
de helte så hårde
nok brokked i,
og endilsulve
de lækre smuler
opslugte fri.
Som jomfruer skænker
det lifligt er;
så tidt jeg påtænker
skjoldungers færd.

19. Vi hugge med kårde,
der Harald Hårfagre
han falmed fast.
Han plejed at gille,
nu endes på tille
hans fryd med hast.
Der bukked kong Ørn
på Ilesund;
de bleve som børn
nedslagne i grund.

20. Vi hugge med kårde,
så jernet hint hårde
i stykker brast,
konger tillige
de måtte os vige
og holde fast.
De vare så få,
som kvade derved;
de irlænder lå
som slagtet fæ.

21. Vi hugge med kårde,
skjoldbider vi bare
så højt i vejr.
Forgyldene spyde,
de pansere pryde,
i stykker gik hver.
Man kunne vel kende
om hundrede år
de pladser, hvor denne
skærmydsel var.

22. Vi hugge med kårde,
man kæk der vel torde
gå frem sin vej.
Om han end mon dvæle
i oddenes æle,
er aldrig fri.
Hvo arges og ræddes,
han ikke står;
af angest han svedes
for døden hård.

23. Vi hugge med kårde;
så skal man det råde
i sværdet tråk;
at karl imod anden
og mand imod manden
kan stå i trop;
deri monne hvile
det adelsblod;
hvo jomfru gille,
skal have mod.

24. Vi hugge med kårde,
dog diser hin' snare
har vundet spil.
Hvor skæbnen vil trække,
vi efter mon strække;
jeg tænkte ej til,
at Ella skulle trænge
af mig sit liv,
der jeg kunne sprænge
med blod hans skib.

25. Vi hugge med kårde;
vi ville ej spare
af hjerneskal
godt øl at tylle
og halsen at skylle
i Odins sal.
En frejdig ej græder
imod den død;
men mere sig glæder,
den er ham sød.

26. Vi hugge med kårde;
o, vidste de måger
min ve og kval;
de skulle vel blande
til Ella forsande
så bedsk en skål;
thi han lader orme
slide mit liv.
Op, sønner, og stormer
og ypper kiv!

27. Vi hugge med kårde;
mit liv nu geråde
på hælding står;
de øgler og orme
mit hjerte bestorme;
dog, når jeg får
syv sønners sværd druknet
i Ellas blod,
den sorrig er slukket
og givet bod.

28. Vi hugge med kårde;
i slagtningen vorde
halvthundrede mand.
Mine øjne at lukke,
for døden at bukke
jeg tænkte ej end.
At farve mit sværd
så ung jeg nam,
jeg skyed ingen færd,
kom død så gram.

29. Hær op, o rune,
nu lader jeg stunde
til Odins gård.
Han lader mig kalde
med kæmperne alle
at sættes til bord,
hvor der skal nedsvælges
både øl og mjød;
men livet nu kvæles,
jeg dør dog sødt.