Kvæðasavn

Skriva út

Kong Oluf og hans broder kær

Onnur heiti:
Hellig-Olavs Væddelfart
Sankt Oluf Konning i Norge

Uppskrift: DKF 15.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Kong Oluf og hans broder kær
de trættedes dem om Norges skær.

Det er så fagert i Trondhjem at hvile.

2. »Hvilken af os, som bedst sejle kan,
han skal være konge over Norges land

3. »Hvo af os, som først kommer hjem,
han skal være konge over al den egn.«

4. Svared det Harald Hårdråde:
»Det være nu, som du sagde.«

5. »Men skal jeg sejle i dag med dig,
da skal du skifte skib med mig.«

6. »Thi du haver Ormen hin snare,
hvor skal jeg med Oksen fare.«

7. »Ormen er så snar som en sky,
Oksen driver så langsomt til by.«

8. »Hør du Harald, hvad jeg siger dig,
hvad dig tykkes, synes og mig.«

9. »Er mit skib noget bedre end dit,
så gerne må du have mit.«

10. »Så tag du Ormen hin snare,
og jeg tager Oksen hin lade.«

11. »Først ville vi til kirken fare,
førend vi røre ved sejl eller åre.«

12. Sankt Oluf går om kirkegård,
som guld da skinner hans dejlige hår.

13. Så brat kom bud for Oluf konge ind
»Nu sejler Harald broder din.«

14. »Da lad dem sejle, som sejle vil,
Guds ord så ville vi lytte til.«

15. »Messen er Vorherres ord,
svende, tager vand, I gå til bord.«

16. »Vi gå til bord, vi få os mad,
så skynde vi os stranden ad.«

17. Så ginge de dem til strande,
som Oksen lå for lande.

18. Så snarlig de til stranden udbare
både anker, tov og årer.

19. Sankt Oluf satte sig i fremmer stavn:
»Skrid frem Okse i Jesu navn!«

20. Sankt Oluf tog Oksen ved hviden horn:
»Gak nu, som du gik i korn.«

21. Oksen tog til så fast at skride,
efter stode bølgerne jo så stride.

22. Han viste liden dreng op i rå:
»Se, om vi kunne Harald nå.«

23. »Jeg ser ikke mere til al verdens pris
end toppen af et egeris.«

24. »Jeg så under Norriges land
silkesejl og guld i rand.«

25. »Jeg ser under Norriges skær,
hvor Ormen silkesejlene bær.«

26. Sankt Oluf klappede Oksen på lænde:
»Du måtte noget bedre fremrende.«

27. Sankt Oluf slog Oksen ved sit øje:
»Langt bedre må du ad havet drive.«

28. Da begyndte Oksen at bejse så,
de bådsmænd kunne ikke på bunken stå.

29. Så tog han bast og stærken line,
dermed så bandt han bådsmænd sine.

30. Det da mælte den styresmand:
»Hvor da sejle vi nu frem?«

31. Sankt Oluf drog af sine handsker små;
selv måtte han til styren gå.

32. »Vi sejle frem ad bjerge og klippe
den næste vej, som vi kunne hitte.«

33. Så sejled de over bjerge og dale;
de bleve, som de vare vand hin klare.

34. De sejlede over den feld så blå,
ud da løbe de trolde små.

35. »Hvo sejler over mit guld så rød?
Hvo gør min fader denne møde?«

36. »Stat du der og bliv til sten,
indtil jeg kommer tilbage igen.«

37. Så sejled de over de Skåner-knolde,
til sten da bleve de sorte trolde.

38. Ude står kælling med rok og ten:
»Sankt Oluf, hvi sejler du os til men?«

39. »Sankt Oluf, med dit røde skæg,
hvi sejler du gennem min kældervæg?«

40. Sankt Oluf sig tilbage så:
»Stat og bliv til kamp hin grå.«

41. Så sejled de foruden al men;
der vigte for dem både stok og sten.

42. De sejled, som de kunne allermest;
ingen mand kunne øjnene på dem fæste.

43. Sankt Oluf spændte buen for sine knæ;
pilen faldt bag det sejletræ.

44. Han skød ud af fremmer stavn;
pilen faldt bag Oksen i havn.

45. Sankt Oluf tro'de så vel på Vorherre,
derfor kom han tre dage før.

46. Harald blev i huen så vred,
han skabte sig til en orm så led.

47. Sankt Oluf var en gudfrygtig mand,
thi blev han konge i Norges land.

48. Sankt Oluf gik i kirken ind,
han takkede Gud af hjerte og sind.

49. Sankt Oluf går om kirkegård,
der skinner en gisel af hans hår.

50. Den Gud vil hjælpe, han kommer vel fram,
hans fiender få både last og skam.

Det er så fagert i Trondhjem at hvile.