Kvæðasavn

Det var Sankt Oluf konning så bold

Onnur heiti:
Hellig-Olav og Troldene
En anden vise om Sankt Oluf konning i Norge

Uppskrift: DKF 16.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Det var Sankt Oluf konning så bold,
han råder for Norriges land,
Guds ord han styred og retten han bød
skulle holde både kvinde og mand.

Nu skinner sol som guldet røde i Trondhjem.

2. Sankt Oluf lader sig en snekke bygge,
det skete udi Marstrand;
han agter sig ind til Hornelummer,
de trolde til megen vånde.

3. Det da svared den styremand,
han stod på bunken hin brede:
»Til Hornelummer var aldrig god havn,
der ere de trolde så lede.«

4. Det mælte Sankt Oluf med frit mod,
han sprang i fremmer stavn:
»Kast på Oksen både reb og tov,
lad gå i Jesu navn.«

5. Så fast han knyste, så fast han puste,
han monne mod bølgen skride;
så sejled de ind for Hornelummer,
de trolde til megen kvide.

6. Jætten han stalker ud ved de bjerge,
ud ved de klipper grå;
der så han Sankt Oluf konge,
og Oksen under hannem gå.

7. Øjne havde han som brændende bål,
med munden monne han skingre;
negle havde han som bukkehorn,
stode alle ud for hans fingre.

8. Skæg havde han som en hestemand,
slog neder til hans knæ;
rumpen havde han lang og lådden,
hans klør var slemme at se.

9. »Aldrig kom her nogen snekke til land,
hverken nu eller nogen sinde,
jeg kunne jo med min ene hånd
drage den i bjerget ind.«

10. Det svared hannem Sankt Oluf konge,
han lod sig ikke forlange:
»Kast på Oksen både bast og bånd,
forsøg, hvor det vil gange.«

11. Han tog Oksen om horn og stavn,
han agted at gøre hannem ve;
straks sank han udi klippen ned
så dybt over begge sine knæ.

12. »Her står jeg udi sten nedsjunken,
her må jeg nu fortøve;
rygespænd og håndedrægt
det vil jeg med dig prøve.«

13. »Du tie nu kvær, du fuleste gast,
du bliv forvendt til en sten.
Stat du der til dommedag,
og gør ingen kristen mand men.«

14. Ud kom løbende den gamle kælling,
så såre monne hun skrige;
hun råbte så højt, hun så så bredt,
Sankt Oluf bad hun bortvige.

15. Det da undred de andre små trolde,
som sade i bjerget igen:
kællingen talte ikkun et ord,
hvad gik hende da til men?

16. »Monne han ikke der Rødskæg være,
som os haver længe hødt.
Komme vi ud med vore jernstænger,
han bliver lidet af os bødt.«

17. Det skete der udi Hornelummer,
det skete ret aldrig føre;
det bjerg det blev med vand omlukt
man fandt der ingen døre.

18. Så satte de rumpen på deres hoved,
de ville på dem indrykke.
Halsen gik dem ned for bryst,
deres ryg i mange små stykker.

19. Nu takker hver mand den gode Gud
og så Sankt Oluf hin gode;
nu sejler hver mand til Hornelummer
og times der ingen våde.

Nu skinner sol som guldet røde i Trondhjem.