Kvæðasavn

Årle om morgenen, lærken sang

Onnur heiti:
Erik Emuns Drab 1137
Kong Erik Emun og Sorte Plov

Uppskrift: DKF 17.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Årle om morgenen lærken sang
under så grøn en lide.
Herr Carl han klæder sig for sin seng.
Kongen af Danmark lader det hævne.

2. Han drog på sin skjorte skøn
og trøje, stukken med silke grøn.

3. Bukkeskindsstøvle drog han på ben;
forgyldte spore spændte han omkring.

4. Forgyldte spore spændte han omkring;
så rider herr Carl alene til ting.

5. Herr Carl han rider ad vejen frem;
så mange under da prøver han.

6. Herr Carl han ganger ad tinge frem;
der rømmer for hannem så mangen mand.

7. Dankongen heder på svende ni:
»I binde herr Carl, lade mig det se.«

8. Op da stode de raske svende ni;
de bunde herr Carl, lode kongen det se.

9. De førte herr Carl foroven den by;
de lagde hannem på en stejle af ny.

10. Så brat kom bud for herre Plov ind:
»Dankongen lader stejle broder din.«

11. Herr Plov han sprang over breden bord;
han gav derfor ikke mange ord.

12. Bukkeskindsstøvle snørde han ad ben;
forgyldte spore spændte han omkring.

13. Forgyldte spore spændte han omkring;
så rider herr Plov alene til ting.

14. Så fast han red, end faster han rendte;
sin gode fole derover sprængte.

15. Herr Plov han ganger ad tinget frem;
dankongen stander hannem op igen.

16. »Havde jeg været her før i dag,
da havde det været i bedre lag.«

17. »Min broder er lagt på stejle uden brøde,
dankongen, det ganger Eder vist til møde

18. »Men havde jeg kommet for timer fem,
så visselig skulle han fulgt mig hjem.«

19. »Nu er min broder ved livet skilt;
dankonning, Eders tro og den er spildt.«

20. Dankonning mælte et ord med skel:
»Din broder fortjente sin død så vel.«

21. »Når hver må råde med vold og sværd,
er loven ikke en bønne værd.«

22. »Min broder var så dannisfuld,
vi kunne hannem løst med sølv og guld.«

23. »Dit sølv og guld passer jeg ej på,
loven sin gang jo have må.«

24. »Du måtte så længe tale derom,
du kanst vel nyde den samme dom.«

25. Dankonning heder på riddere ni:
»I binde herr Plov, lade mig det se.«

26. »Est du, dankonning, en mand for dig,
da baste og bind du selver mig.«

27. Kongen drog af sine handsker hvide;
herr Plov han ryster med forgyldte spyde.

28. Først vog han fire, så vog han fem,
så vog han danerkongen og alle dem.

29. Der han havde veget de kongens mænd,
så åg han sin kære broder hjem.

30. Til Ribe førte de det kongelige lig;
det hviler under marmorstene hvide.

31. Herr Plov han rømmer af landet ud,
under så grøn en lide;
af hannem fik man ikke andet bud.
Kongen af Danmark lader det hævne.