Kvæðasavn

Havfruens spådom

Onnur heiti:
Dannekongen lader en havfru gribe
Dronning Dagmar spåes af en havfru

Uppskrift: DKF 22.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Dannekongen lader en havfru gribe,
- den havfru danser på tilje -
så lader han den i tårnet knibe,
for hun skulle fremme hans vilje.

2. Dronningen heder på svende to,
- den havfru danser på tilje -:
»I bede den havfru for mig indgå,
thi hun skal fremme min vilje.«

3. Ind kom den havfru og stedtes for bord
- den havfru danser på tilje -:
»Min ædle dronning haver sendt mig ord
jeg kan ikke fremme Eders vilje.«

4. Dronningen klapper på hjunden blå,
- den havfru danser på tilje -:
»Du sidde, havfru, og hvile derpå,
thi du skal fremme min vilje.«

5. »Ville I så forråde mit unge liv,
- den havfru danser på tilje -:
her ligger under den hvasse kniv;
hvor skulle jeg fremme Eders vilje?«

6. »Vedst du det, så vedst du mer,
- den havfru danser på tilje -;
du sige mig af mine skæbner fler,
så kan du fremme min vilje.«

7. »Vidste jeg din skæbne, jeg siger dig den,
- den havfru danser på tilje -;
du lader mig vist på ilden brænde,
thi fremmer jeg ikke din vilje.«

8. »Du skal føde sønner så bolde tre,
- den havfru danser på tilje -;
dit unge liv forspilde de,
nu haver jeg fremmet din vilje.«

9. »Skal mig for dennem ikke bedre gå,
- den havfru danser på tilje -;
sig mig, hvad skæbne de skulle få,
så kan du fremme min vilje.«

10. »Den ene skal konning i Danmark være,
- den havfrue danser på tilje -;
den anden skal kronen af røde guld bære;
nu haver jeg fremmet din vilje.«

11. »Den tredje skal være så vis en mand,
- den havfru danser på tilje -;
dit unge liv lader du for ham;
nu haver jeg fremmet din vilje.«

12. Dronningen svøber sit hoved i skind,
- den havfru danser på tilje -;
så går hun i loftet for kongen ind,
thi hun haver fremmet hendes vilje.

13. »Høre I, allerkæreste herre min,
- den havfru danser på tilje -;
I give mig denne havfru fin,
for hun haver fremmet min vilje.«

14. »Jeg giver ikke den havfru liv,
- den havfru danser på tilje -;
thi hun forrådte mine snekker sju,
da fremmed hun ikke min vilje.«

15. Dronningen sortned som en jord,
- den havfru danser på tilje -;
hun dånede ned for kongens fod,
for hun havde fremmet hendes vilje.

16. »Mine kære, I tage det ikke så nær,
- den havfru danser på tilje -;
følger hende til strande med alle dine møer
thi hun haver fremmet Eders vilje.«

17. Hun klædte den havfru i skarlagen rød,
- den havfru danser på tilje -;
for hun havde spået hendes egen død,
så fremmede hun hendes vilje.

18. Dronningen taler til alle sine møer,
- den havfru danser på tilje -:
»I følge denne havfru ned til sø,
thi hun haver fremmet min vilje.«

19. Den havfru sattes på bølgen hin blå,
- den havfru danser på tilje -;
dronningen græd, og ingen der lo,
så havde hun fremmet hendes vilje.

20. »I tør ikke græde, græd ikke for mig
- den havfru danser på tilje -;
Himmerigs dør står åben for dig;
nu haver jeg fremmet din vilje.«

21. »I Himmerig skal du bygge og bo,
- den havfru danser på tilje -;
der fanger du først både hvile og ro.
Nu haver jeg fremmet din vilje.«