Kvæðasavn

Marsk Stig han ud af landet for

Onnur heiti:
Marsk Stig, 1286, I
Den første vise om Marsk Stig Andersøn

Uppskrift: DKF 23.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Marsk Stig han ud af landet for
og vandt både hæder og ære.
Hjemme sidder herre kong Erik,
han lokker hans hjertenskære.

Min ædle herre, hin unge herr marsk Stig.

2. Kongen han skriver herr marsk Stig til,
han skulle hans høvedsmand være;
den stund han borte i leding var,
han voldtog hans hjertenskære.

3. Kongen han sender herr marsk Stig bud,
han skulle i orlog fare.
Selv ville han kongen hjemme være
og tage hans hustru vare.

4. Ind da kom den liden smådreng,
han var vel svøbt i mår:
»Her holder konning Eriks liden smådreng
noget udenfor vor gård.«

5. Op stod ungen herr marsk Stig,
han klædte sig for sin seng.
Så gik han i gården ud
at tale med kongens dreng.

6. »Høre I det, unge herr marsk Stig,
jeg taler til Eder uden svig:
I skulle fare til kongens gård,
nu straks så følge I mig!«

7. »Hør du liden, kære smådreng
alt, hvad jeg nu siger dig:
Ved du noget af kongens råd,
du dølg det ikke for mig!«

8. Intet ved jeg af kongens råd,
førre I får det at høre,
foruden I skulle i leding i år
og kongens banner at føre.«

9. Herr marsk Stig ind ad døren tren,
han var i huen så gram:
»Såmænd ved stolte fru Ingeborg,
nu vil min drøm gå fram.«

10. »Jeg drømte det, min gode hest,
han løb til vildene stod.
Det volder, jeg bliver slagen ihjel,
min ganger han løber mig fra.«

11. »I tie kvær, min ædle herre,
I sige nu ikke så!
Den rige Krist af Himmerig
Eder vel bevare må!«

12. Det var unge herr marsk Stig,
han rider i kongens gård.
Ude står danerkonning,
han var vel svøbt i mår.

13. »Hør du, unge herr marsk Stig,
jeg får dig noget at gøre,
og du skalt fare udi leding i år;
mit banner skalt du føre.«

14. »Skal jeg fare i leding i år
og vove for Eder mit liv,
I vogte mig skønne fru Ingeborg,
hun er så væn en viv.«

15. Det svarede unge kong Erik,
han smiler under skarlagenskind:
»Hende skal ikke blive mere at skade,
end hun var søster min.«

16. »Fuld vel skal jeg fru Ingeborg vogte,
fuld vel skal jeg hende gemme,
så hende skal ikke vorde mere at skade,
end I var selv her hjemme.«

17. Det var ungen herr marsk Stig,
han drog af landet hen.
Igen sad skønne fru Ingeborg
med angest og megen men.

18. Det var herre kong Erik,
han beder lægge sadel på hest:
»Vi ville ride op på land,
fru Ingeborg ville vi gæste.«

19. »Hil sidde I, skønne fru Ingeborg,
og ville I være mig huld,
da sy I mig en skjorte af silke,
bestikke den vel med guld.«

20. »Syer jeg Eder, herre, en skjorte,
og lægger den med guld,
spørger han det, herre marsk Stig,
han bliver mig aldrig huld.«

21. »Høre I det, stolte fru Ingeborg,
I er en liljevånd;
I må vel være allerkæreste min,
medens marsk Stig er borte af land.«

22. Det da meldte fru Ingeborg,
hun var så væn en viv:
»Førend jeg skulle herr marsk Stig svige,
førre skulle jeg lade mit liv.«

23. »Høre I, stolten fru Ingeborg,
og ville I være min kære,
hver en finger på Eders hånd,
den skal det røde guld bære.«

24. »Marsk Stig haver mig guldringe givet
og kæder om min hals;
såmænd ved herre kong Erik,
jeg bliver hannem aldrig falsk.«

25. »Det lovede I unge herr marsk Stig,
der han af landet for,
at I skulle mig så vogte og vare,
som jeg Eders søster var.«

26. Det var skønne fru Ingeborg,
det var hendes største kvide:
Både årle og silde, tid og stund,
kong Erik monne til hende ride.

27. Det var herre kong Erik,
han gjorde hende meget værre:
Den stund, at marsk Stig i leding var,
voldtog han hans hjertenskære.

28. Det var ungen herr marsk Stig,
han kom fra leding hjem.
Så stærke da vare de tidende,
der hannem ginge igen.

29. Og der han kom til landet hjem,
han red udi sin gård.
Ikke ville stolten fru Ingeborg
give hannem et eneste ord.

30. Det var unge herr marsk Stig,
han ind ad døren tren,
og ikke ville stolten fru Ingeborg
stande hannem op igen.

31. Længe stod unge herr marsk Stig,
og tænkte han ved sig:
Hvorfor monne ikke min væne hustru
tage noget bedre mod mig?

32. Det meldte skønne fru Ingeborg,
og hende rand tåre på kind:
»I være velkommen, herr marsk Stig,
allerkæreste herre min!«

33. »Høre I, unge herr marsk Stig,
hvad jeg monne for Eder kære.
Kong Erik haver mig voldtagen
og skilt mig ved min ære.«

34. »Den tid, I ud af landet for,
var jeg en ridders frue;
nu er jeg dronning i Dannemark,
det kan så lidet due.«

35. »Den tid, I ud af landet for,
var jeg en ridders viv;
nu er jeg dronning i Dannemark,
det krænker mit unge liv.«

36. Det var ungen herr marsk Stig,
og tog han til sin kniv:
»Havde det mig en anden sagt,
da skulle det koste hans liv!«

37. »Jeg skal aldrig nogen søvn sove
udi Eders hvide arm,
førend jeg fanger vejet konning Erik
og skilt os ved denne harm.«

38. »Jeg skal aldrig nogen søvn sove,
fru Ingeborg, hos Eders side,
førend jeg fanger slagen den lede voldsmand
som mig haver gjort denne kvide.«

39. Længe stod unge herr marsk Stig,
og tænkte han ved sig:
Skal jeg hævne på kongen den uret,
jeg sender hannem bud for mig.

40. Marsk Stig lader væbne sine gode hofmænd
i brynje og panserringe,
så rider han til Skanderborg,
og stævner han kongen til ting.

41. Og det var dansker dronning bold,
hun ud af vinduet så:
»Hisset holder han unge herr marsk Stig,
hvort han vil ride på.«

42. »Hisset rider han unge herr marsk Stig,
han rider fra Søndenå,
hver den svend, han med sig haver,
han lignes ved duen grå.«

43. Det var unge herr marsk Stig,
han ind ad døren tren;
det var dansker dronning så klog,
hun spotter hannem meget til men.

44. »Vær velkommen, Dusz van Husz,
du være velkommen here!
Bliver du konning i Danmark i år
det kommer dig lidet til ære.«

45. »Og ikke hedder jeg Dusz van Husz,
hvorfore spotte I mig så?
jeg kender vel Peder Haddingsøn,
han i Eders arme lå.«

46. »Skal jeg ikke have her anden bod
for al min sorg og vånde,
jeg klager på landsting for menige mand,
hure mig er gangen i hånde.«

47. »Først klager jeg min store elende,
hvad retten sig give vil.
Fanger jeg da ikke anden bod,
vi bruge et andet spil!«

Min ædle herre, hin unge herr marsk Stig.