Kvæðasavn
Der ere så mange i Dannemark
Onnur heiti:
Marsk Stig, 1286, III
Den tredie vise om Marsk Stig
Uppskrift: DKF 25.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.
1. Der ere så mange i Dannemark,
som alle ville herrer være;
de ride dennem til Riber by,
de lode sig klæder skære.
Og nu står landet i våde.
2. De lode sig klæder skære af ny
udi gråmunkenes lige;
det gjorde de ikke af anden årsag,
de agned deres herre at svige.
3. De vogte hannem tit, de vogte hannem ofte,
de vogte hannem alle tide;
allermest udi den kranke stund,
han skulle til Finderup ride.
4. Det voldte hun skønne fru Ingeborg,
herr marks Stigs væne viv,
hun lagde med Ranild det svigefulde råd,
det kosted kong Erik sit liv.
5. Ranild han var hendes søstersøn,
han tjente kong Erik så nær,
han siger hannem af hjort og hind,
hvor de udi skoven er.
6. »Jeg vil vise Eder både hjort og hind,
de spille udi den lund;
I ride derhen med rakke og mjønde
alt på så kort en stund.«
7. Kong Erik beder den liden smådreng
lægge sadel på gangeren grå:
»Vi ville ride til Nørrejutlands ting
og se, hvor landene må.«
8. Han bad alle sine gode hofmænd
i Viborg om herberg at høre;
han tænkte mindst på den store svig,
som Ranild agted at gøre.
9. Så red Ranild den lønlige sti,
at kongen det ikke vidste;
det vil jeg for sanden sige,
han gjorde det med stor liste.
10. De hidsede hjort, de hidsede hind,
og så efter rasken rå;
de hidsede dem den dag så lang,
den mørke nat gik på.
11. Det meldte herre kong Erik
- hannem var om hjertet ve -:
»Nu hjælpe os Gud og Sankte Gertrud,
vi ere udaf den le.«
12. Der så han sig lidet omkring
udi den tykke busk;
fandt han på så lidet et hus,
der brændte både ild og ljus.
13. Han gik sig udi huset ind
og ville der lykken friste;
fandt han der så skøn en jomfru,
som nogen ville øjne på fæste.
14. Så listelig tog han hende udi favn
og hilsede hende overbrat:
»Høre I det, min skønne jomfru,
jeg sover hos Eder i nat.«
15. Det da svared den favre jomfru,
så hjertelig der hun lo:
»Svare I først, min ædle kong Erik,
fru Ingeborg I besov.«
16. »Svare I først både Gud og mand,
så mangen dejlig mø
I have med ære og lempe skilt;
det vil dog vorde Eders død.«
17. Vide I det, min skønne jomfru,
da vide I også mere;
I sige, hvorlænge jeg leve skal,
jeg vider Eder løn og ære.«
18. Svarede det den skønne jomfru:
»Give I på mine ord tro,
det spørge ad den liden krog,
som Eders sværd hænger på.«
19. »Ville I vide på dem visse tal,
I tælle på Eders bælte;
I vogte Eder for de gråmunkekapper,
de skjule så raske helte.«
20. Det var herre kong Erik,
han efter den jomfru tog;
hun blev borte imellem hans hænder;
så snarlig hun sig forslog.
21. Så længe han med den jomfru talte,
da havde han ild og lys;
så snarlig hun var kommen ham fra,
han stod i tykken ris.
22. Det var Ranild, der kongen spurgte,
han gav hannem så for svar:
»Vi ride nu af den tykke skov,
medens månen skinner ikke klar.«
23. »Her ligger en by, de Finderup kalde,
den ligger her allernæst;
drager vi did i aften at hvile,
det vorder os allerbedst.«
24. »Og did så ville vi ride og bede,
indtil at månen opskin;
såmænd ved herre kong Erik,
Eder sker slet ingen men.«
25. Så rede de dem til Finderup by,
og bade de der om hus;
det var silde og langt ud på aften,
slukt var både ild og ljus.
26. Så staldede de ind i Finderup lade,
og ingen mand dennem kende;
det kom ikke udi kongens sind,
det skulle så gange i hænde.
27. Det meldte herre kong Erik,
alt med så stor uro:
»Ranild, du lukke så vel den dør,
som jeg dig dertil tror.«
28. »Luk du den ladedør med stang,
som jeg dig dertil tror;
du tænk på ungen herr marsk Stig,
du tænk på alt hans ord.«
29. »Jeg sætter derfor både pind og stang
og dertil bjælke hin tykke;
ikke er den mand af kvinde født,
den skal med hænder oprykke.«
30. »Marsk Stig, min svoger, er snar til sinde
og underlig i sine ord,
såmænd min ædle kong Erik,
han sidder nu over sit bord.«
31. Viben vil værge for hvert det sted,
som udi marken mon stå;
hun kan ikke værge den lille tue,
som hun skal bygge på.
32. Det var ikke anden pind eller stang,
som monne for døren stå;
det vil jeg for sanden sige,
det var to halmestrå.
33. Det var ikke anden bjælke hin tykke,
som han til døren oprejste,
det var et halmneg let og blødt,
som vejret straks frablæste.
34. De var ikke bradere i laden lagt,
så gik der deraf ord;
så kom han stolte fru Ingeborgs bud
udi den bondes gård.
35. Der kom ridendes i den gård
de munke i kappe grå;
de tøvede ikke ret såre længe,
de vidste, hvor kongen lå.
36. De stødte på døren, det var uden skæmt,
de stødte med glavind og spjud:
»Du stat op, herre kong Erik,
og kom hid til os ud.«
37. Det svared, unge herr Ranild,
og så tog han på:
»Ikke er her kong Erik inde,
I tør det aldrig tro.«
38. Han kasted over sin herre med hast
tillige både hø og strå;
han pegte så gørligen til det sted,
hvor herre kong Erik lå.
39. De slukte de voksljus ud med alle,
som over den herre skulle brænde;
alle da sade de smådrenge tyste,
så såre deres øjne de runde.
40. »Hør du, Ranild Jonsøn, min dreng,
og vilt du værge mit liv,
jeg giver dig min søster så væn,
hun vorde din egen viv.«
41. Så fast hug han udi breden bord,
så fast i hården balk,
og han hug hid, og han hug did,
han Varde hannem som en skalk.
42. De stunge hannem ind ad brysteben,
ad hjertet, som de kunne mest;
med seksten og fyrretyve dødelige sår
så ynkelig blev han læst.
43. De stunge til hannem med sværd og spyd,
de gave hannem ingen frist;
der de havde vejet den ædle herre,
da søgte hver til sin hest.
44. Det skete om Sankte Cecilie nat,
så hellige var de tide;
den herre blev slagen, fru Ingeborg blev
dog ikke skilt ved kvide.
45. Hvo vil nu ride til Viborg by
og følge den herres lig?
Og hvo vil ride til Skanderborg
og dronningen tidende sige?
46. Ingen vil ride til Viborg by
og følge den herre over hede;
det da var den liden smådreng,
han skulle til dronningen ride.
47. Det da var den liden smådreng,
han lod ikke længere lide;
han strøg sadel af ganger grå
og lagde på ørs hin hvide.
48. »Hil sidde I, min nådige frue,
vel klædt i skarlagen rød;
vejen er herre kong Erik,
i Finderup ligger han død.«
49. »Dette skal du have for tidende ny,
endog de ere ikke gode:
både klæde og føde udi vor gård,
så længe som jeg må råde.«
50. »De stunge hannem ind ad hviden bryst
og ud ad venstre side;
I vogte fuld vel den unge herre,
alt Danmark bær for kvide.«
51. »Vogte I vel Eders riger og lande
og vogte I vel Eders bo;
for alting vogter den unge herre,
som Danmark skal forestå.«
Og nu står landet i våde.
(c) Dansifelagið í Havn
