Kvæðasavn

Dronning Margrete, 1389

Annað heiti:
En standende strid udi Sverige

Uppskrift: DKF 36.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. En standende strid udi Sverige,
og så i Vestergøtland;
kong Albrekt og hans gode hofmænd
de agte sig ud af lande.

Fordi da ligger svenden udi bojen.

2. Og det springer nu så vide,
så vide om Sveriges krone:
Kong Albrekt med rytter og knægte,
og de ville ind til Skåne.

3. De spared ej kirker, de spared ej kloster
og intet, hvad Gud tilhørte;
det måtte undgælde så mangen mand,
som aldrig ilde gjorde.

4. Kong Albrekt sidder på Akselvold,
han lader de lønnebrev skrive;
sender han dem til Helsingborg,
dronning Margrethe over at give.

5. Det svared dronning Margrethe,
der hun de fejdebrev så:
»Nu råde Gud Fader i Himmerig,
mig håbes det bedre skal gå.«

6. »Og det forbyde den øverste Gud,
den sorrig skulle mig hænde;
men vil Gud og de danske hofmænd,
på vejen vi hannem vende.«

7. Og hun skrev hannem et andet igen,
som Gud gav hende til råde:
»Udi Medelby i Vestergøtland
der skulle I finde vor nåde.«

8. Han skrev hende et andet igen,
som han fik i hu og sinde:
»Det skal aldrig mine landsmænd spørge
jeg ræddes for nogen kvinde.«

9. Det var dronning Margrethe,
hun heder på svende to:
»I tale til tyske herr Paro,
bede ham for mig indgå.«

10. »Og høre I, kære herr Paro,
ville I hjælpe mig af vånde?
Ville I drage i striden for mig,
udi min sted at stande?«

11. Svared det tyske herr Paro
- han var en mand så falsk -:
»Ikke drager jeg til Sverig i strid
for tredive tusinde mark.«

12. Det var dronning Margrethe,
hun lader det lønnebrev skrive,
sender hun det til Skanderborg,
herr Iver Lykke at give.

13. Så silde om en aftenstund
da bleve de breve udsendte;
så årle om anden morgentid
de kom den herre tilhænde.

14. Ind kom herr Iver Lykke,
og stedtes han for bord:
»Hvad ville I mig, min nådige frue,
hvi have I sendt mig ord?«

15. »Og hør du, herr Iver Lykke,
så venligen beder jeg dig,
at du vil fare til Sveriges land
og stande i strid for mig.«

16. Svared det herr Iver Lykke
- han var en mand uden falsk -:
»Og jeg vil drage til Sverig i år,
skulle det end koste min hals.«

17. Så skrev hun kong Albrekt igen,
og hverken bedre eller værre:
»For Akselvold i Vestergøtland
der møde vi med vore hære«

18. Det svared konning Albrekt
- han agted den sejr at vinde -:
»Ville hun ikkun, den gode frue,
sidde hos sin rok og spinde.«

19. Og han taler til sine gode hofmænd
alt over sit brede bord,
dronning Margrethe og de danske mænd
så mangt et spottefuldt ord.

20. »Vi ville forlove vor klædesæd
og hætten ville vi ikke bære,
førend vi få vunden al Dannemark
til Sverige med stor ære.

21. »Vi ville forlove vor klædesæd
og aldrig med sværdet udride,
førend vi få vunden al Dannemark
og sovet hos dronningens side.«

22. Og de rede ud af Akselvold
med fire tusinde heste;
de havde så stadig i hu og sinde,
de danske ville de gæste.

23. Og de rede over de grønne enge
vel atten tusind i skare.
De hørte ej messen den signed' søndag,
så ilde monne de fare.

24. De danske sig ej forsømme lode,
de mødtes alt på den hede;
at stride og fægte med kong Albrekt
det var deres største glæde.

25. Det skete om en hellig søndag,
der de monne messen høre;
siden fore de til Øresund
og lode sig overføre.

26. Og de rede over de skånske bjærge
og over de grønne enge;
det var stor lyst at se derpå,
hvorledes deres heste monne springe.

27. Og de rede ind over Sveriges grænse,
de vare i modet så trøst;
og der stod folk og undrede på,
at jorden ej under dem bryste.

28. Meldte det Fikke Olufsøn,
han så de danske mænd komme:
»Ikke ville vi stride mod dennem i dag,
det går os lidet til fromme.«

29. Det meldte herre kong Albrekt,
han red under grønne lide:
»Est du ræd for danske mænds sværd,
så rid hen til en side.«

30. »Aldrig så I mig være så ræd,
jeg torde jo fuld vel skælve;
kong Albrekt, I se vel til i dag,
I kunne forsvare Eder selv.«

31. »Ikke skal det nogen tid spørges om mig,
jeg torde jo yppe den kiv;
den fremmerste mand jeg være vil,
der først skal vove sit liv.«

32. Og det meldte herre Iver Lykke,
han så de svenske komme:
»I hold fast sammen, I danske hofmænd,
de svenske skulle for os rømme.«

33. Det var herr Fikke Olufsøn,
sin hest kunne han vel ride,
så dristelig red han de danske imod
sit glavind først at bryde.

34. De pile stunge så højt i sky,
de glavind ginge i stykker:
»I træde nu frem, I danske krigsmænd!«
Så råbte herr Iver Lykke.

35. Det første ridt, de sammen red,
de helte vare alle så stærke,
de svenske måtte vige og give sig tabt,
de misted der kongens mærke.

36. Meldte det konning Albrekt:
»]eg må på stedet blive;
den første mand i al den hær
jeg vil mig fangen give.«

37. Så blev han fanget, det var uden skæmt,
de spændte hannem bojen om fod;
så førte de hannem til Helsingborg,
den danske dronning imod.

38. Det var herre kong Albrekt,
han ind ad døren tren,
det var hans frænke, dronning Margrethe
hun stander hannem op igen.

39. »I være velkommen, kong Albrekt,
mig haver fast efter Eder langet;
I skulle være fadder ad det barn,
jeg haver ved munken fanget.«

40. »I fjor vi Eder til barsel bade,
og da ville I ikke komme;
nu ere I kommen til kirkegang,
Eder selv til liden fromme.«

41. »I kaldte mig Margrethe munkedeje,
den vil jeg ikke være;
det sømmer fuld ilde en fattig kvinde,
end siden en dronning mon være.«

42. »I kaldte mig Margrethe munkedeje,
det monne I på mig ljue;
så sandelig hjælpe mig Gud af nød,
det kom mig aldrig i hue.«

43. »I have forsoren Eders klædesæd,
at hætten skulle I ej bære,
før I fik vunden al Dannemark
til Sverige med stor ære.«

44. »Den kongelige ed, som I have soret,
den skulle I ikke bryde;
I skulle os gæste på alle vore slotte,
og tårnet skulle I nyde.«

45. Svared han hende, konning Albrekt:
»I er en velbyrdig frue,
beviser mig nåde, I ere vor byrd,
så liden er min formue.«

46. »Min kære hertug, I siger nu så,
det skulle I have sagt før,
der I skrev ud den spot og spe,
som I uden sag lod høre.«

47. »I hente mig ind femten alne vadmel,
lader skære den herre en hætte;
så føre vi hannem til Meklenborg
og lade der struden tilsætte.«

48. Kong Albrekt går ad Københavns gade,
hannem sømmer både pris og ære;
femten af de svenske ridder'
den strud monne efter hannem bære.

49. Hun lagde over hannem en kåbe så tung,
og den var støbt af bly;
hun bad ham sidde derunder så længe,
til han spurgte tidende ny.

50. Og der sad han udi vintre sju,
hun lod sig da miskunde;
så drog han hjem både fro og glad
og døde på Meklenborgs grunde.

Fordi da ligger svenden udi bojen.

(c) Dansifelagið í Havn