Kvæðasavn

Ivar Axelsøn Thott, 1466-67

Annað heiti:
Det var herre Ivar Axelsøn

Uppskrift: DKF 37.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Det var herr Iver Axelsøn,
han sidder på Gullands skære;
han siger, han vil til Sverige fare
at hente sin hjertenskære.

Herr Iver han bryder
den stærke bølge for Gulland.

2. Herr Iver han sejler til Stokholms by
Karl Knudsøns datter at gæste;
det siger alle, som det hør eller spør,
det bliver ikke for hans bedste.

3. Vunde de op deres silkesejl
så højt i forgyldene rå,
så sejled de til Sveriges skær
fast mindre end døgne to.

4. Kasted de deres anker på sand
og ginge de dem i land,
der varede på det svenske råd,
de toge herr Iver om hånd.

5. Midt udi den borggårds plads
der akslede han sit skind,
så går han på Stokholms hus
for Sveriges høvding ind.

6. Det var herr Iver Akselsøn,
han ind ad døren tren,
det var herr Karl Knudsøn,
han stander hannem op igen.

7. »Hil sidde I, herr Karl Knudsøn,
en høvding over Sveriges rige;
ville I mig Eders datter give,
om vi ere hinandens lige?«

8. »Skal jeg Eder min datter give,
som råde skal for Eders bo,
da skulle I drive kong Christian ud
og så de bisper to.«

9. Det svared jomfru Magdalene,
hun svared et ord så brat:
»Ville I drive kong Christian af land,
jeg sover hos Eder i nat.«

10. Det var herr Iver Axelsøn,
han lader de breve skrive;
sender han dem til Danmark,
kong Christian at overgive.

11. Og bort da red det sendebud,
som brevene havde i hænde;
på Møntergaden i Malmø by,
der monne han kongen finde.

12. Og ind da kom det sendebud,
og stedtes han for bord;
og han var snild og kunstig i tale,
han kunne vel føje sine ord.

13. »Hil sidde I, konning Christian,
en herre mild og gæv;
hilser Eder herr Iver Axelsøn,
se her haver I hans brev.«

14. Meldte det konning Christian,
der han de breve så:
»Aldrig havde jeg det nogen tid troet,
herr Iver skulle skikke sig så.«

15. »Jeg haver ham fået både slotte og heste
at råde til troer hænde;
men det kom aldrig i mit sind,
han skulle så snart omvende.«

16. »Lever jeg konning denne vinter over
og end vel kortere tid,
den selvgjorte konning og hans svoger,
de skulle mig bede om fred.«

17. Og det var konning Christian,
han kasted det sølv på bord:
»Det giver jeg dig, herr Jørgen tro,
som aldrig brød dine ord.«

18. Kong Christian heder på liden smådreng:
»Du følg det bud i stue;
du lade hannem spise, som det sig bør;
kom ikke hans herre i hu.«

19. »I gøre hannem tjeneste, som det sig bør,
I gøre hannem ikkun godt;
hans herre skal os betale det laug,
som os haver gjort den spot.«

20. »Du følg det bud i skrædderstue,
du lad hannem klæder skære;
selv skal betale den skrædderløn
Iver Axelsøn, hans herre.«

21. »I have tak, konning Christian,
I ere en herre så prud,
Eders navn og gave jeg prise vil,
jeg kommer af landet ud.«

Herr Iver han bryder
den stærke bølge for Gulland.