Kvæðasavn

Oluf Strangesøns dystridt

Annað heiti:
Det var Oluf Strangesøn

Uppskrift: DKF 42.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Det var Oluf Strangesøn
og så hin ungen Hafburd,
og de tjente dennem så længe
i dannerkongens gård.

Hvad heller om I vinde mig
eller en så væn en mø.

2. Og de tjente dennem så længe
på dannerkongens bedste,
så yppedes dennem en trætte
om begge deres gode heste.

3. De ville og dysten prøve
alt om så væn en viv;
men det vil jeg for sanden sige,
det kosted deres unge liv.

4. »Og hør du, ungen Hafburd,
jeg vil ikke med dig trætte,
din moder var min gode gudmoder
hun skal ikke for os græde.«

5. »Hør du, Oluf Strangesøn,
alt hvad jeg siger til dig:
og du skal fægte med mig i dag,
eller du skalt rende med mig.«

6. »Og er min moder din gode gudmoder,
og siger du det med skel;
Gud lade dig aldrig blive mandens mage
foruden du dyster med mig.

7. »Hvo kan vel rose mine stærke hænder,
som dem ingen gang haver frist;
men det vil jeg for sanden sige,
så rask da haver jeg hest.«

8. »Gud ved, det er mig såre imod,
at jeg skal med dig stride;
men heder jeg Oluf Strangesøn,
jeg skal dig i morgen bide.«

9. Årle det var en morgenstund,
og længe før lærken hun sang;
op stod Oluf Strangesøn,
han klædte sig for sin seng.

10. Årle var det om morgenen,
langt føre den dag gjordes ljus,
så mange da vare de sadlede heste
alt for det dystehus.

11. Den første dyst de sammen red,
begyndte deres heste at lege;
der stode fruer og stolte jomfruer,
de bleve i kinder så blege.

12. Den anden dyst de sammen red,
da knælede Hafburds hest:
»Så mangen dyst den haver jeg reden,
jeg frygter den bliver mig værst.«

13. Den tredje dyst de sammen red,
og da blev Hafburd sår,
og der stode fruer og stolte jomfruer,
de fældte så modig tåre.

14. Den fjerde dyst de sammen red,
og da blev Hafburd nær død;
og der stode fruer og dronningen selv
de dåned under skarlagen rød.

15. Det var Oluf Strangesøn,
han tog ham i sin arm:
»Du sætte dig nu på min hest,
forlad mig al din harm.«

16. »Gerne vil jeg tilgive dig,
jeg agter ej om din hest;
jeg beder dig for den øverste Gud,
at du nu flyr mig præst.«

17. »Jeg beder dig for den øverste Gud,
forlad mig nu din død;
Gud ved, det er mig såre imod,
at jeg så mod dig brød.«

18. »Fuld gerne tilgiver jeg dig min død,
Gud løse så vel vor kvide;
men det vil koste dit unge liv,
om min fader får det at vide.«

19. Og det var Oluf Strangesøn,
og taler han til sin hest:
»Nu tykkes mig selv udi mit sind,
at skoven vil skjule os bedst.«

20. Og det var Oluf Strangesøn,
slog op med hviden hånd:
»Give det Gud Fader i Himmerig,
jeg var i fremmede land.«

21. Dertil svared dannerkonning
- han holdt der lidet fra -:
»Og det forbyde den øverste Gud,
at du skulle skoven nå.«

22. Og nu ligger ungen Hafburd,
er slagen død fra hest;
Oluf Strangesøn er en fredløs mand,
og skoven skjuler ham bedst.

23. Og nu ligger ungen Hafburd,
og blodet rinder hannem til døde;
Oluf Strangesøn rider til Jorsals land
han kan vel tjene sin føde.

24. »I give mig vand at læske min tørst,
jeg drikker det heller end vin;
ret aldrig kommer jeg fra Jorsal hjem
at tale med moder min.«

25. Tak have Oluf Strangesøn,
han var ikke meget sen,
og han red sig af landet ud
fra kongen og alle hans mænd.

Hvad heller om I vinde mig
eller en så væn en mø.

(c) Dansifelagið í Havn