Kvæðasavn

Isaaks giftermål

Onnur heiti:
I ærlige brudefolk
Danska brúðarvísan

Uppskrift: Smuk.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

Far til yvirlit við viðmerkingum til uppskriftina.

1. I ærlig' brudefolk giver paa Agt
Hvad vi for Eder vil sjunge
Om Isaach den Patriark,
Hvor han sit Giftermaal finge;
Deraf faar I baade Trøst og Lær',
At Gud vil Ægteskabs Fordrer vær',
Om de monne hannem frygte.

2. Abraham kalder sin gjæveste Svend,
Eleazar med Ære:
»Du læg Din Haand under min Lænd,
Sværg mig ved Himmelens Herre,
At Du vil være mig huld og tro,
Og hente min søn en god Huustro
deden som jeg Dig viser.

3. Af Kanaans Døttre i Landet bo,
Skal Du ingen hidføre,
Vor Gud de hverken høre eller tro;
Hav ej med dennem at gjøre;
Men vandre til mit Fæderneland,
Der finder Du Pigen for din Haand,
Gud har min Søn forsjunet.«

4. Eleazar svared' med Besked’n:
»Den rejse vil jeg gjøre;
End om hun ej vil følge mig ded’n,
Skal jeg Din Søn didføre?«
Dertil blev svaret: »Ingenlund!
Naar du faar gjort Dit Bedste, Du kund’,
Saa est Du nok undskyldet.

5. Den Gud mig kalded' fra min Æt,
I Kanans Land at blive,
Og med sin sanddru Ed mig jæt
Det Land min Sæd at give,
Skal sende sin hellig' Engel for Dig,
Din Rejse skal gaa Dig lykkelig.
Han selv skal for Dig beile.«

6. Svenden han gjorde sin Ed da fri,
Sig strax til Rejsen færdig,
Med Svende mange, Kameler ti,
Guld, Sølv og dyrebar' Vare,
Rejser saa til Mesopotanien,
Til Nahors Stad han snarlig kom,
Som Abraham forviste.

7. Udenfor Staden der staaer en Brønd,
Der vilde den Svend først hvile,
At vederkvæge Kamel'r og Tyend’,
Som færdtes de mange Mile:
Da kom af Staden med Krus og Spand',
De skjønne Jomfruer at hente Vand,
Saa nøie han dennem beskuer.

8. Han gjorde sin Bøn af Hjertens Grund
Til, himmelens Gud og herre:
Kom nu til mig og gjør Miskund
Med Abraham min Herre,
At jeg kan kjende fuldkommelig,
Dette Giftermaal sker af Dig,
Efter Din Velbehage!

9. Hvo af disse Piger mig svarer først:
See her har Du mine Spande!
Du drik selv først og sluk Din Tørst,
Saa vil jeg Kamelerne vande:
Giv' Gud, at det maa være den,
Du har forseet min Herres Søn,
Det Tegn lad mig vis være!

10. Førend de Ord var nær udtalt,
Rebekka kom med Spande,
Bathuels Datter en Jomfru bold.
En deilig Mø forsande;
Hun søger til Brønden at fylde sit Kar,
Hende møder paa Steden Eleazar.
Saa venlig han hende undfanger.

11. »O Jomfru god, Du giver mig Vand,
Saa hjertelig mig tørster.«
»Ja gjerne, svared' hun, Du fremmed' Mand,
Drik fri, imens Dig lyster;
Jeg vil vel gaae til Brønden igjen
Og vande Kamelerne hver og een,
Ingen skal blive forsømmet.«

12. Han holdte sig dog taus og still’
Til de havde drukket alle,
At han kunde see hvor lykken vild’,
Om det mon Herren befalde;
Saa skænkte han hende en gylden Spand
Og Armering' paa begge Haand,
Af purest' Guld udsmedet.

13. Og sagde: »Siig mig Jomfru kjær,
Hvo er Din Fader og Slægte,
Hvor findes Plads at herberger’
Mig, mine Kameler og Knægte?«
Hun svared': »Bethuels Datter er jeg,
Hos os er Plads for Folkene og Dig,
Og Foder for Dine Kameler.«

14. Rebekka med Tugt den Skjænk opbær,
Gaaer hjem det at forkynde:
»See det torde mig en Mand forær’,
Der jeg hented’ Vand hos Brønden!«
Hendes broder Laban undrer paa,
Med hast til Brønden lader staae,
Der det ligesaa befinder.

15. »Velsignet være Du af Herren Din Gud!
For Din store Skjænk og Ære;
Hvi staaer Du her saa sildig ud’?
Hos os Du herbergere;
Thi Stalden er rede til Dine Kameel’,
Og Plads til Folkene skikket vel,
Slet Intet Eder skal feile.«

16. Han bød dem alle hjem tillig’
Og Disk lod for dem brede;
Men Eleazar undskyldte sig,
Og gjorde derpaa sine Ede:
»Jeg gaaer i Aften ei til Bord,
Før jeg faaer udrettet hvert et Ord,
Som mig er i Befaling.«

17. »Abrahams ældste Svend er jeg,
Med hvis jeg med mig førde;
Gud signede ham og gjorde rig
Over Alt det, han begær'de,
Med Øxen, Faar, med Sølv og Guld,
Med Svende og Piger Husene fuld,
Kameler og andet Mere.

18. Og nu hans Hustru i Alderdom,
Sara, den dyderig’ Kvinde,
Fødte hannem Isaach Sønnen from,
Som Gud og Folk vel ynde;
Hans Fader gav ham baade Gods og Jord,
Og Kanaans Land, der vi iboer,
Er ham tilsagt af Herren.

19. Nu har jeg ved min Ed ham jæt,
Min Herre maa jeg ei svige,
At gjøre den Reise til Eder, hans Æt,
Og beile til denne Pige:
Ja Herren hos Brønden gav Tegn forsand,
At jeg retvist Jomfruen fand,
Som er min Herre forsjunet.

20. »Derfor jeg beder, I vide mig Svar,
Som ere Formynder' for hende,
At jeg maa vide det aabenbar
Hvad I nu have isinde;
at ei om mig skal siges med Skjæl:
Vise Børn i By og gange selv,
Det vilde mig ilde lade.«

21. Laban og Bathuel svared’ dertil:
»Vi sige dig ikke imode,
At Herren det jo saa have vil,
Han give det lykkes tilgode!
Vort Samtykke vi nok give Dig,
Vor Syster selv maa svare for sig,
hvad hende derom kan tykke.«

22. Rebekka blev kaldet for dem ind,
Frivillig selv at svare:
»Har du det stadig i Dit Sind,
Med disse Mænd at fare,
Fra Land og Folk, som Du est fød,
Du skal ei sige, Du varst nød,
Din Villie skal Du nyde?«

23. Hun svared' dertil viselig,
Som Gud skjød hende i Hue:
»Guds Gjerning at vende staaer ei til mig,
Efter menneskelig Formue.«
Hun rækker Eleazar sin Haand,
At hun vilde følge til Kanaans Land,
Der Isaachs Hustru blive.

24. »Lovet være Herren Abrahams Gud!«
Sang han af Hjærtens Glæde,
»Som har nu gjort min Reise god,
Til den, jeg efter monne lede;
Og har bevist Naade og Miskund,
Min Herre og mig saa mangenlund,
Hannem skee evig Ære!«

25. Dernæst sit Liggendefæ opleder,
Giver Jomfruen Fæstens Gave,
Guldkar, Sølvkar og dyrebar Klæder,
Det skjønnest' Nogen vild' have;
Hendes Moder og Brødre han og betænkt'
Med stor Foræring og kostelig Skjænk,
Saa redelig han sig holder.

26. Ham lyster da først at gaae til Bord
Med sine medfølgende Svende;
De aad og drak med Lyst og Mod,
Der var stor Glæde ihænde.
Den anden Dag tog han Afsked,
Med Rebekka afted han red,
Ei længer de hannem kunde hindre.

27. »Velsignet være du, vor Syster kjær!«
Raabte Alle med samled' Munde.
»Himmelens Gud velsigne Dig der,
Som Du nu heden stunder!
Din Sæd maa blive mange tusindfold
Og over Din Fjende have Magt og Vold,
Og deres Porte besidde!«

28. Eleazar tog Jomfruen til sig
Paa Kamelen tilsæde,
Hende følger Piger flittelig,
Der var baade Sorrig og Glæde;
Hun siger sine Venner gode Nat,
Saa grebe de ret Vejen fat,
Til Kanaans Land lod stande.

29. Men som de kom der synder i Land,
Hart hos som Isaach boede,
Var han udgangen om Aftenstund,
Marken at see tilgode,
Og gjøre sin Bøn, som han var vant,
Alt hos det levendes og seendes Vand,
Bliver der Kamelerne vare.

30. Rebekka oplod sine Øien med Frygt,
Saae Isaach der sig rørde,
Nedsteg fra Kamelen med Tugt
Og tal'd til Svenden sig førde:
»Hvo er den Mand, som hisset kom?«
»Det er,« svared’ han, »min Herre from,
Hvis Kæreste Du skalt blive.«

31. Der Isaach havde hørt det til End’,
Hvor reisen var afstanden,
Han sig til Rebekka henvend'
Tager hende ved høire Haande,
Leder hende saa i sin Moders Bo,
At blive sin eneste Hustro
Og elskte hende alle sine Dage.

32. Den samme himmelske Herre og Gud
Bede vi for Eder baade:
Und Eder at leve efter sit Bud
Nyde Sjæls og Legems Gode
Og leve tilsammen i mange Aar,
See Børn og Børnebørns Skar’
Før I ved Døden skilles!

(c) Dansifelagið í Havn