Kvæðasavn

Kong Gørels datter

Annað heiti:
Kong Gøril haver en datter

Uppskrift: DKF 48.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Kong Gøril haver en datter,
hun er så skøn en jomfrue,
hendes fader vil hende ej nogen mand give,
selv vil hun greve Henrik trolove.

Nu stander løvsalen med ære.

2. Kongen lader en skovsal gøre
så dybt alt neder i jorde;
han satte deri den skønne jomfru,
som mangen mand efterspurgte.

3. Kongen sidder over sit bord,
og svor han på sin sand:
»Nu haver jeg min datter så gemt,
at hende finder ingen mand.«

4. »Nu haver jeg min datter så gemt,
at hende finder ingen mand;
ej heller hin unge greve Henrik,
de ramme runer kan.«

5. Alt da stod den liden smådreng
og lydde han derpå;
han går til unge greve Henrik
og siger hannem ordene så.

6. »Hør I, unge greve Henrik,
og ville I være mig huld;
jeg vil sige Eder af kongens datter,
hun er i skoven duld.«

7. »Hav du tak, du liden dreng,
jeg vil dig love og prise,
jeg giver dig det røde guld,
du skal mig vejen vise.«

8. Så lod han et guldbånd væve
i fine silketvinde;
der monne greve Henrik så snart
det hvid-gule hår ibinde.

9. Han lod det med silke
og så med røde guld væve;
det vil jeg for sanden sige,
hans hår havde jomfruefarve.

10. Der han kom på heden ud,
der prøvede greven sin hest;
der han kom mod kongens gård,
da red han, som en jomfru kunne bedst.

11. Alt udi jomfruelige
lod han sig klæder skære;
så red han sig til kongens gård,
og slæben ville han bære.

12. Kongen stander i højeloft,
ser han ud så vide:
»Vel vorde mig alle mine dage,
hisset ser jeg en jomfru ride!«

13. Midt udi den borgegård
der akslede han sit skind;
så går han i højeloft
for danerkonning ind.

14. »Hil sidder I, konning Gørel,
alt over Eders brede bord;
kongen, min kære fader,
haver sendt Eder brev og ord.«

15. »Eders fader haver mig skrevet til,
min datter skal Eder lære.
Al den gerning, som hun kan,
den lærer hun Eder så gerne.«

16. Kongen taler til jomfruen skøn:
»Mens vi ere ene tu;
hvad mon Eders fader vil svare,
om jeg beder om Eder nu?«

17. Da lo den unge grev Henrik
så listelig ved sig ene:
»Min fader haver mig forbødet,
at tale med Eder så længe.«

18. »Hertug Gørel hedder min søstersøn,
han skal Eder vejen vise;
når I kommer i marken ud,
Eders ganger skal I prise.«

19. Det var danerkongen selv,
han fulgte den jomfru til hest;
der hun kom i marken ud,
en ridder hende fulgte næst.

20. »Siger mig det, hertug Gørel,
I siger mig det uden sorg:
Er her en jomfru i skoven duld,
som hedder jomfru Ellensborg?«

21. »Hør I det, min skønne jomfru,
Eder følger både tugt og ære;
derinde er jomfru Ellensborg
med andre jomfruer flere.«

22. »Der er inde de kongebørn,
de hertugsdøtre fem;
der er inde jomfru Rosensang,
hun lærer alle dem.«

23. »Hør I det, min skønne jomfru,
jeg siger Eder på min ære:
der er inde de skønneste jomfruer,
der kunne i verden være.«

24. Det var unge grev Henrik,
han ind ad døren tren;
alle de, derinde vare,
de stande hannem op igen.

25. »Hil sidde I fruer og stolte jomfruer
både møer og høviske kvinder;
og først og sidst jomfru Rosensang,
om hun er ellers herinde.«

26. Det var unge greve Henrik,
tog ud de breve tu:
»Dem sendte jer Eders fader,
I råder selv for dennem nu.«

27. »Min fader haver mig skrevet til,
at jeg skal Eder lære.
Al den gerning, som jeg kan,
den lærer jeg Eder så gerne.«

28. Så forgik den klare dag,
og natten kom så brat;
alt spurgte unge grev Henrik,
hvor han skulle ligge i nat.

29. Det meldte jomfru Rosensang,
hun svarede i så brat:
»Lade I nu den fremmede jomfru
sove hos mig selv i den nat.«

30. Det svared jomfru Ellensborg
- hun frygted sin broder skulle dø -:
»Sover den jomfru hos Eder i nat,
da bliver I vist ikke mø.«

31. De hented ind de voksljus
- de vare med æren snod -;
så fulgte de de unge to
hen i den fruerstue.

32. Det da vare de unge to,
de lå hinanden så nær;
begyndte de hinanden at spørge,
hvem de mest havde kær.

33. »Siger mig, jomfru Rosensang,
mens vi ere ene tu;
ved I nogen i verden til,
på hvilken står Eders hu?«

34. »Jeg ved ingen i verden,
som min hu stander på,
foruden unge grev Henrik,
og ham må jeg ej få.«

35. »Er det unge grev Henrik,
I haver i hjertet så kær?
Såmænd, min jomfru Rosensang,
han ligger Eder alt så nær.«

36. Da svared jomfru Rosensang
- hun sig til væggen vende -:
»Gud give det vidste min fader
og så mine rige frænder.«

37. »Om alle Eders frænder det vidste,
både mand og dertil kvinde;
alt er han næst, i hænde haver
både nu og hver en sinde.«

38. »Hør I, unge grev Henrik,
I vogte vel Eders liv;
fornemmer det min tjenestekvind,
der yppes så ond en kiv.«

39. »Hør I, unge grev Henrik,
I sige nu sagte så;
den terne er ej vidt herfra,
hun giver der agt oppå.«

40. Alt da stod den tjenestekvind,
og lydde hun derpå;
hun går til danerkonning
og siger hannem ordene så.

41. »I vågne op, herre konge,
I sover nu altfor længe;
nu ligger unge grev Henrik
hos Eders datter i senge.«

42. »Ti du still”, du tjenestekvind',
jeg vil dig ikke tro;
der ere så mange i kongens gård
som du har løjet på.«

43. »Hør I det, danerkonning,
vil I mig ikke tro,
her have I hans gode sværd,
dertil hans sølvspændte sko.«

44. Længe lå danerkongen
og tænkte han derpå:
»Hvor kan jeg min datter forse
bedre end ret ligeså?«

45. Der var fryd i skovsal
og lyst at høre derpå;
kongen gav sin datter bort,
grev Henrik hende tog.

46. De brød ned den skovsal,
de gjorde deraf et grin;
så glade vare de jomfruer,
da hver kom hjem til sin.

47. Nu have begge de unge to
forvundet både angest og harm;
nu sove de så gladelig
udi hverandens arm.

48. Nu have begge de unge to
forvundet både angest og kvide
nu sove de så sødelig
alt ved hinandens side.

Nu stander løvsalen med ære.

(c) Dansifelagið í Havn