Kvæðasavn

Fæstemanden dør

Annað heiti:
Herr Lave kom fra tinge hjem

Uppskrift: DKF 57.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Herr Lave kom fra tinge hjem,
- for norden -;
hans datter ganger hannem igen.
Men nu ligger alle de årer ude for borde.

2. »Vær velkommen, kære fader, hjem;
hvad var tidend' i dag på tinge?«

3. »Og der var tidende allermest:
hin rige herr Oluf haver dig fæst.«

4. »Haver hin rige herr Oluf mig fæst,
gid det går ham til lykke mest.«

5. Herr Oluf han blev syg under ø;
han sender bud efter sin fæstemø.

6. »Du bed hende gøre det for sin dyd
og ride til mig, mens jeg er syg.«

7. Stolt Mettelil svøber sit hoved i skind,
så går hun i loftet for sin moder ind.

8. »Min kære moder, er det en skam,
at jomfru rider til sin fæstemand?«

9. »Det er hæder og ingen skam,
at jomfru rider til sin fæstemand.«

10. Stolt Mettelille leder ud ganger grå,
så sørgende rider hun derfra.

11. Og der hun kom til borgeled,
der står hans moder og hviler ved.

12. »Her stander I, fru Sidselille fin;
hvor lever herr Oluf, kær' herre min?

13. »Så lever herr Oluf, kær' herre din,
han ligger nu på båren lig.«

14. Hun troede ikke hans moders ord,
selv red hun i herr Olufs gård.

15. Stolt Mettelille ind ad døren tren,
herr Oluf rækker hende hånd igen.

16. Herr Oluf taler til smådreng sin:
»Du hent mig ind mit forgyldte skrin.«

17. Herr Oluf satte det skrin for knæ,
han gav sin fæstemø guld og fæ.

18. Han gav hende guldringe fem og ni
og ædelstene i alle de.

19. Han gav hende de braser bred,
derfore blev hans moder vred.

20. »Du hold op, søn, du giv ej så;
du tænk på dine søskende små.«

21. »Mine søskende have både gods og jord,
min kærest' sad aldrig over mit bord.«

22. »Min søskende have både ager og eng,
min kærest' kom aldrig i min seng.«

23. Herr Oluf vendes til væggen så brat,
han døde end før midjenat.

24. Nu ligger herr Oluf i sorten jord
- for norden -;
hans fæstemø loved hans yngste bror.
Og nu ligger alle de årer ude for borde.