Kvæðasavn

Langben Rises og Vidrik Verlandssøns kamp

Onnur heiti:
Kong Diderik og hans kæmper
Kong Tidrik sidder udi Beren

Uppskrift: DKF 2.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Kong Tidrik sidder udi Ber(e)n
og roser han af sin vælde:
Så mangen haver han tvunget,
både kæmper og raske helte.

Der stander en borg, hedder Ber(e)n
og der bor i kong Tidrik.

2. Kong Tidrik stander på Bern
og ser han ud så vide:
Gud give jeg vidste de helte så stærke
mig turde i marken bide.

3. Det svared mester Hildebrand
- han vidste af orlog og stride:
»Der ligger en kæmpe på Birtingsland.
Tør du hannem vække og bide?«

4. »Hør du mester Hildebrand,
du est en kæmpe så stærk,
du skal ride fremmest i skoven i dag
og føre vort skjoldemærke.«

5. Dertil svared mester Hildebrand
- han var en kæmpe så vis:
»Jeg fører ikke Eders skjoldemærke i dag,
thi mig sømmer ikke den pris.«

6. Det svared Vidrik Verlandssøn
- han talte af fuld god hue:
»Jeg vil ride fremmest i hoben i dag
igennem de Birting skove.«

7. Det meldte Vidrik Verlandssøn
- han svarede det af vrede:
»De smedesvende mit sværd så smede,
det bider så på stål som på klæde.«

8. De vare vel tre hundred kæmper,
de droge til Birtingsland.
De ledte efter Langben-rise
og hannem i skoven fandt.

9. Det svared Vidrik Verlandssøn:
»Vi vil prøve et underligt spil,
I lade mig ride i skoven først,
om I tro mig dertil.«

10. »Her holde I alle Danner kongens mænd,
op under disse grønne tvede,
imedens jeg rider i skoven frem,
jeg vil eder vejen oplede.«

11. Det var Vidrik Verlandssøn
han rider i skoven frem;
der fandt han så liden en sti,
som neder til risen randt.

12. Det svared mester kong Tidrik:
»Du hør, hvad jeg siger dig:
Finder du Langben-rise,
du dølg det ikke for mig.«

13. Det var Vidrik Verlandssøn,
han kom på Birtings hede,
der fandt han Langben-rise,
han lå både sort og led.

14. Det var Vidrik Verlandssøn,
han stødte på risen med skaft:
»Vågn op Langben-rise,
mig tykkes du sover vel hart.«

15. »Her haver jeg ligget i mange år
og hvilet på vildene hede.
Her kom aldrig den kæmpe frem,
som mig torde vække og bide.«

16. »Her holder jeg Vidrik Verlandssøn
med sværd så godt ved side;
jeg skal dig af søvnen opvække,
så såre da skalt du kvide.«

17. Det var Langben-rise,
han vinked op med sit øje:
»Hveden kommer nu denne svend,
som sådanne ord lader føje.«

18. »Verland hed min fader,
en smed var han så skøn;
Bodil hed min moder,
en kongedatter væn.

19. Skrepping hedder mit gode skjold,
der udi er mange pil' skudt.
Blank, så kaldes min stolte hjelm,
som mangt et sværd haver brudt.

20. Skimming hedder min ædle hest,
er født på vildene stod.
Mimmering kalder man mit sværd,
er hærdet i kæmpeblod.

21. Selv hedder jeg Vidrik Verlandssøn,
udi jærn så er jeg klædt.
Står du ikke på dine lange ben,
jeg gør dig visselig vred.

22. Hør du, Langben-rise,
jeg vil ikke for dig lyve:
Kongen holder her udenfor skoven
du skal hannem skatten give.«

23. »Alt det guld, jeg ejer,
det gemmer jeg med stor ære;
det vinder ingen stalddreng af mig,
og det skal ingen mand spørge.«

24. »Så ung og liden som jeg er,
skal du mig her nu finde.
Dit hoved vil jeg hugge dig fra
og så dit røde guld vinde.«

25. Det var Langben-rise,
ham lyster ej længer at sove.
»Rid fra mig, du unge helt,
om dig lyster længer at leve.«

26. Skimming sprang op med begge ben
og midt på risens side.
Sønder da ginge hans ribben syv,
og så begyndte de at stride.

27. Det var Langben-rise,
han greb sin stålstang i hænde,
han slog et slag efter Vidrik,
så stangen i bjærget rende.

28. Det var Langben-rise,
han agted at stå så vist;
hesten løb hannem rammet af,
det første slag han miste.

29. Det meldte Langben-rise
og han tog til at jamre:
»Nu ligger min stålstang i bjærget fast
som den var slaget med hamre.«

30. Vidrik lod sig ikke forsømme,
- han var så modig i hue -:
»Vel op Skimming og vend dig om,
Mimmering monne du noget due?«

31. Han tog Mimmering i begge hænder,
til Langben-rise han rende;
han hug ham så dybt i brystet,
at odden i tarmene vende.

32. Da fik Langben-rise sår
og vågned af første søvn.
Så gerne havde han det vedergjort,
kunne han have fået den øfne.

33. »Forbandet være du, Vidrik,
og så dit sværd ved side.
Du haver gjort mig sår i mit bryst,
deraf så yppes min kvide.«

34. »Jeg skal hugge dig, rise, så småt,
som løv blæser iblandt støv,
uden du viser mig dit liggendefæ,
som du haver i denne skov.«

35. »Hør du, Vidrik Verlandssøn,
du hug mig ikke tildøde;
jeg vil vise dig til et hus,
er takt med guld det røde.«

36. Vidrik red og risen krøb
så vidt ind ad de skove.
De funde det hus med røden guld takt
det skinned som brændende lue.

37. »Her er inde meget mere guld,
end i dette land kan være.
Du tag herfra den store sten,
du løft af hængsel disse døre.«

38. Det svared Vidrik Verlandssøn
- han frygtede for det gilde -:
»Det plejer ingen vis kæmpe,
sin styrke på stene at spilde.«

39. »Dette er din mindste kunst,
du kan din hest vel vende;
jeg vil gøre mere med fingre to,
end du med begge dine hænder.«

40. Så tog han den store sten,
han løfted den på sin hærde.
Fuld vel Vidrik Verlandssøn
ham agter så ond en færd.

41. »Her er inde meget mere guld,
end femten konger formå.
Hør du, Vidrik Verlandssøn,
du skalt her først indgå.«

42. Det svared Vidrik Verlandssøn
- han kendte så vel hans sned -:
»Du skal selv her først indgå,
thi det er kæmpe-sæd.«

43. Det var Langben-rise,
han ind ad døren så.
Vidrik hug med begge hænder,
han hug hannem hovedet fra.

44. Så tog han det mandeblod,
smurte sig og så sin hest.
Så red han til kong Tidrik,
sagde sig at være skammelig læst.

45. Så tog han den døde krop
og rejste den til en eg.
Så red han tilbage igen,
sagde af den underlige leg.

46. »Her holde I alle mine staldbrødre gode
alt under denne grønne lide.
Langben-rise har mig slaget i dag,
det er min største kvide.«

47. »Haver du fået både hug og slag
af risen, da er det ilde.
Vi vil ride os til Ber(en) igen
og ingen mand mere at spilde.«

48. »Du vend dig om, kong Tidrik;
du vend dig om til mig;
alt det guld, som risen ejer,
det vil jeg vise dig.«

49. »Haver du slaget risen i dag,
det spørges over land så vide.
Den kæmpe fødes ikke i verden til,
som du må vel med stride.«

50. Det var alle kong Tidriks mænd,
der de monne risen se:
Så lode de ad skoven stå.
Man måtte vel ad dem le.

51. De mente risen skulle forvist
sine lange ben efter dem strække;
ingen af dem torde hannem bie
og ingen vilde hannem vække.

52. Det var Vidrik Verlandssøn,
han gjorde deraf stor spe:
»Hvor skulle I hannem levende finde,
I tør ham ikke død at se.«

53. Vidrik stødte på kroppen med skaft,
så hovedet drev i mark.
»Det vil jeg for sandhed sige:
Risen var en kæmpe så stærk.«

54. Så toge de hans meget røde guld;
de bytted det der på stand.
Vidrik hørte den bedste part til,
han hverved det med sin hånd.

55. Ikke var hannem så meget om bytte;
den sejr lå hannem på sinde:
at det skulle spørges til Dannemark
han Langben-rise monne vinde.

56. Så glade rede de til Ber(e)n igen,
kong Tidrik glædes allermest.
Tog han til sig Vidrik Verlandssøn,
måtte følge hannem allernæst.

Der stander en borg hedder Ber(e)n
og der bor i kong Tidrik.

(c) Dansifelagið í Havn