Kvæðasavn

Greve Guncelin

Onnur heiti:
Greve Genselin
Det var greve herr Guncelin

Uppskrift: DKF 6.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Det var greve herr Guncelin,
han taler til moder sin:
»Jeg vil ride mig op på land
og friste manddom min.«

Vel op før dag,
vi kommer vel over den hede.

2. »Vilt du ride dig op på land
og siger du mig så,
da skal jeg give dig hest så god,
som man kalder Karl hin grå.«

3. »Da skal jeg give dig hest så god
som man kalder Karl hin grå.
Ej tør du spænde spore om fod,
ej heller drage hjelmen på.«

4. »Ingen kæmpe tør du skyde
og ingen ræddes fra,
førend du møder den kæmpe stærk,
som man kalder Ivar Blå.«

5. Det var greve herr Guncelin,
han rider under grønne lide,
der møder ham liden Tilventin;
han bad hannem holde og bide.

6. »Vel mødt ungen Tilventin,
og hvor lå du i nat?«
»Jeg lå mig på Brattingsborg;
man hugger der ild af hat.«

7. Det var greve herr Guncelin,
han blinker under hjelm så rød.
»Såmænd min liden Tilventin,
du taler din egen død.«

8. Det var greve herr Guncelin,
og han sit sværd uddrog,
og det var liden Tilventin,
han der i stykker hug.

9. Så red han til Brattingsborg;
han stødte på port med skaft.
»Er her nogen kæmpe inde,
som fægte tør af magt?«

10. Det var herre Ivar Blå,
han vendte sig om i vester:
»Hjælp mig Ulf og Asmer Grib,
jeg hører kæmpe røst.«

11. Det var herre Ivar Blå.,
han så sig udi øst:
»Hjælp mig Odin, du kan bedst,
jeg hører herr Guncelins røst.«

12. Det var greve herr Guncelin
kasted hjelm over hviden hals.
Det da hørte hans moder kær
over trende tylter land.

13. Den frue vågner om midnat,
og taler hun til sin herre:
»Råde nu den øverste Gud
alt for vor søn hans færd.«

14. Det første ridt de sammen red
- de helte var begge så stærke -;
stak han til herr Ivar Blå,
så han drev langt i mark.

15. »Hør du greve herr Guncelin,
og vil du lade mig leve;
jeg haver mig en fæstemø,
og hende vil jeg dig give.«

16. »Ikke vil jeg din fæstemø,
i ægteskab vil jeg leve.
Giv mig Salenta, søster din,
med hende lader jeg mig nøje.«

17. Så rede de til bryllup
som de kunne allerbedst,
de bøde dertil de kæmper
som de kunne allerflest.

18. De bøde Vidrik Verlandsøn,
Stærke Tidrik udaf Bern;
de bøde did Holger Danske;
for han ville stride så gerne.

19. De bøde Sivard Snaren-Svend;
han skulde for bruden ride;
så kom Langben-Rise,
han skulle hos brudgommen sidde.

20. De bøde ind mester Hildebrand,
han bar for bruden blus,
og hannem fulgte kæmper tolv,
de drukke og gjorde godt rus.

21. Did kom Folkvar Spillemand,
han måtte de kæmper lide;
did kom konning Sigfred Horn,
sig selv til angest og kvide.

22. Der var stolten fru Grimild,
og hun skulle bruden rede;
de lode hendes fødder med jærn beslå
hendes fingre med stål omsmede.

23. Der kom frem fru Gunde Hette;
hun boede for norden fjæld;
hun både drak og dansede,
det havde så godt et held.

24. Der kom ind fru Brynial
hun skar for bruden mad,
og hende fulgte syv terner små,
iblandt de kæmper de sad.

25. De fulgte bruden i kammeret ind
at æde der frokost.
Hun åd op fire tønder grød,
de smagte hende allerbedst.

26. Seksten oksekroppe tog hun dertil
og atten svine-flokke,
syv tønder øl drak hun dertil,
førend hun tog til at hikke.

27. Så fulgte de bruden til salen hen,
da truded så fast hendes skind;
de hugge vel femten alen af mur,
før de kunne trænge hende ind.

28. De ledte bruden til brudebænk,
så sagte de satte hende ned.
Bænken var af marmorsten,
den revned til jorden derved.

29. De lagde for hende den bedste mad,
hun åd og drak ikke mindre:
Femten okser, ti fede svin,
det tæred den marekvinde.

30. Det da gav den brudgom agt,
han havde det ikke vel.
»Aldrig så jeg så ung en brud,
i fadet gjorde bedre skel.«

31. Op da sprunge de kæmper,
og sammen der de rykte:
»Hvad heller ville vi kaste med stang
eller også ridderlig fægte?«

32. De kæmper begyndte kredsen at skrive
alt på den grønne mark;
det gjorde de bruden til ære,
lod se de store hofværk.

33. Bruden sprang fra brudebænk,
hun havde to hænder sløve;
til hende sprang Langben rise;
god eventyr monne de prøve.

34. Der dansede bord, der dansede bænk,
og ilden fløj af hat.
Ud da løbe de kæmper gode:
»Og hjælp nu moder Skrat.«

35. Da begyndte en stærkere rej
fra Ribe og indtil Slie.
Den mindste kæmpe, i dansen var,
var femten alen under knæ.

36. Den mindste kæmpe, i dansen var,
var lille Mimmering Tand;
han var i den hedenske flok
den eneste kristen mand.

Vel op før dag,
vi komme vel over den hede.